DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Der er siden 2021 blevet 100.000 færre gasfyr i danske hjem. En ordning gør det muligt at blive afkoblet fra naturgasnettet uden det normale gebyr på 10.000 kroner. (Arkivfoto).
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

100.000 danske hjem har skrottet naturgasfyret siden 2021

Ni ud af ti afkoblinger fra naturgasnettet er sket uden gebyr på 10.000 kroner, lyder det fra Energistyrelsen.
11. FEB 2026 8.28
Energi
Gas

100.000 danske hjem har siden 2021 skrottet naturgasfyret og skiftet til en anden varmekilde. Det viser tal fra Energistyrelsen.

Ni ud af ti afkoblinger er ifølge styrelsen sket uden det normale gebyr på 10.000 kroner. Det skyldes en afkoblingspulje, der er en økonomisk gulerod for at få private husstande til at droppe naturgas.

Da ordningen blev lanceret i 2021, var der naturgasfyr i 360.000 danske hjem. Det er nu nedbragt til 259.000 danske hjem. En udvikling, der er båret af en politisk aftale om at udfase naturgas som opvarmning i private hjem inden 2035.

- Vi synes fra Energistyrelsens side, at det er godt og positivt, at cirka 100.000 kunder er kommet ud af gassystemet på relativt kort tid, siger enhedschef for Gas & Biogas Jane Glindvad fra Energistyrelsen.

Tallene fra Energistyrelsen siger ikke noget om, hvilken varmekilde de 100.000 hjem er skiftet til. Men uanset om det er fjernvarme, varmepumpe eller en anden løsning, er det ofte forbundet med store omkostninger.

- Det, at man bliver fritaget for afkoblingsgebyret, er jo ikke den væsentligste omkostning, når man skifter til en anden varmekilde. Men det er et beløb, der understøtter skiftet, og som gør, at den samlede omkostning bliver nedbragt en smule, siger Jane Glindvad.

Der er siden etableringen af ordningen brugt én milliard kroner på at friholde naturgasfyrede husstande for afkoblingsgebyret.

Dansk Fjernvarme glæder sig over milepæl

I brancheorganisationen Dansk Fjernvarme kalder afdelingschef Nicolai Kipp det en "milepæl", at 100.000 hjem har sagt farvel til naturgas.

- Men der ligger stadig et vigtigt arbejde i at få gassen helt ud af rumopvarmningen og få konverteret de resterende 259.000 private gasfyr. Det arbejde skal ikke gå i stå, siger han i en skriftlig kommentar.

Fjernvarmen er fortsat under udrulning i hele landet, lyder det fra afdelingschefen.

Men der er brug for, at politikerne "åbner værktøjskassen igen" for at sikre, at eksisterende fjernvarmeprojekter ikke falder til jorden "på grund af politisk tvivl og manglende opbakning", lyder det.

Det kan ifølge Dansk Fjernvarme blandt andet ske ved at indføre en stopdato for gasforsyning i de områder, der er udlagt til at blive omfattet af fjernvarme.

Afkoblingsordningen, der giver mulighed for gebyrfritagelse, udløber ved udgangen af 2026. Ordningen administreres af gasdistributøren Evida.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//havenergi/artikel/100-000-danske-hjem-har-skrottet-naturgasfyret-siden-2021-2

GDPR