
Hos Vestas behøver man ikke være bange for at løbe tør for idéer til, hvad man skal sætte de 33.000 ansatte til at lave. Selskabet tog i tredje kvartal af det igangværende regnskabsår nye ordrer ind på vindmøller svarende til en kapacitet på 4,4 GW.
Inden offentliggørelsen af regnskabet havde Vestas meddelt ordrer for sammenlagt 3742 MW i kvartalet. Det vil sige, at der er lagt ikke-annoncerede ordrer for yderligere 690 MW oven i bunken.
Det betyder samtidig, at man alene, når det gælder turbiner, har ordrer liggende til en værdi af 28,3 mia. euro, og det er aldrig set højere. Tæller man serviceforretningen med, svulmer ordrebogen til 63,4 mia. euro, hvilket er 9,4 mia. euro højere end for et år siden.
Omsætningsfremgang på 19 pct.
Kigger man på, hvad der rent faktisk blev produceret og solgt i kvartalet, så omsatte Vestas for 5,2 mia. euro, svarende til en fremgang på 19 pct.
På bundlinjen finder man et resultat efter skat på 127 mio. euro. Det er 99 mio. euro bedre end i tredje kvartal sidste år. Kigger man på årets første ni måneder, har Vestas dog fortsat et underskud på 104 mio. euro.
Det skyldes en nedskrivning på 300 mio. euro i serviceforretningen i andet kvartal. Den blev foretaget som følge af uventet høje omkostninger og ineffektivitet i driften.
Samtidig er selskabets såkaldte driftsmargin i tredje kvartal - som er andelen af omsætningen, der er tilbage, når driftsomkostningerne er betalt - opgjort til 4,5 pct. Det er noget lavere end de godt syv pct., som analytikerne forventede.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.