Den danske energivirksomhed Ørsted har vundet retten til at opføre endnu en park med havvindmøller i USA. Det oplyser Ørsted i en meddelelse til den danske fondsbørs.
Tildelingen er blevet besluttet af myndighederne i den amerikanske delstat New Jersey, der ligger på USA's østkyst. Ørsteds park skal ligge ud for New Jersey, og den kommer til at få en kapacitet på 1.148 MW.
Det er anden gang, at myndighederne i New Jersey tildeler Ørsted retten til at opføre en havvindpark i delstaten. Første gang var tilbage i 2019.
Mens det første projekt hedder Ocean Wind 1, så hedder det nye projekt Ocean Wind 2. Det første ventes i drift senest i 2025 og det andet i 2029.
- Med Ocean Wind 1 og 2 kommer vi til at levere mere end 2300 megawatt havvindenergi til New Jersey, mens vi samtidig tiltrækker førende producenter til delstaten, siger Martin Neubert, viceadministrerende direktør og kommerciel direktør for Ørsted, i meddelelsen.
Ørsted har allerede sikret tilsagn fra selskabet GE Renewables, der er en af de største vindmølleproducenter i verden, til at placere et nyt anlæg i New Jersey. På anlægget skal nacellerne til Ocean Wind 2 og andre havvindprojekter i USA samles, forklarer Ørsted.
Ørsted er ikke den eneste energiudvikler, der af myndighederne i New Jersey er blevet valgt til at opføre havvindmøller i delstaten. Det er også oliegiganten Shell, der sammen med EDF Renewables har budt sig til under konsortiet Atlantic Shores.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.