DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS

Ørsted-aktie skyder i vejret oven på sejr ved domstol i USA

En dommer gav mandag Ørsted lov til at arbejde videre på havvindprojekt i USA. Aktien stiger tirsdag pænt.
14. JAN 2026 8.15
Erhverv
Offshore
Økonomi

Det er faldet i god jord hos investorerne i danske Ørsted, at selskabet mandag fik en dommers ord for, at et havvindmølleprojekt ud for den amerikanske østkyst kan genoptages. Tirsdag steg aktien således 5,4 pct.

Høringen, der blev behandlet hos en føderal domstol i Washington D.C., udspringer af, at det amerikanske indenrigsministerium satte havvindprojektet Revolution Wind på pause i december. Ifølge USA's indenrigsminister, Doug Burgum, var årsagen national sikkerhed.

Ministeriet sagde ifølge nyhedsbureauet Reuters, at Pentagon havde udtrykt bekymring for, at vindmøllevingernes bevægelse og reflekterende tårne forårsager radarforstyrrelser.

I begyndelsen af januar meddelte Ørsted så, at selskabet havde indgivet en klage til domstolen over den beslutning. I den forbindelse anmodede selskabet om, at domstolen i forlængelse heraf skulle tillægge klagen opsættende virkning. Fordi Ørsted mandag fik medhold i den sidste del, må arbejdet på projektet genoptages, i hvert fald indtil der ligger en endelig domstolsafgørelse i hovedsøgsmålet.

- Projektet vil genoptage anlægsarbejdet så hurtigt som muligt med sikkerhed som højeste prioritet for at levere pålidelig og billig strøm til det nordøstlige USA, skrev Ørsted i en meddelelse efter afgørelsen mandag.

Revolution Wind er en havvindmøllepark, som Ørsted er ved at opføre ud for USA's østkyst. Ifølge Ørsted er parken omkring 87 procent færdigbygget, og 58 ud af 65 vindmøller er sat op. Parken er et fælles projekt mellem Ørsted og Skyborn Renewables, som er medejer.

Trump-administrationen har tidligere forsøgt at standse flere havvindprojekter i USA. Tilbage i august fik Ørsted og partneren Skyborn Renewables besked på at stoppe opførelsen af Revolution Wind. Dengang blev ordren også begrundet med en bekymring for den nationale sikkerhed. De to partnere lagde sag an mod den amerikanske stat. De fik i september en dommers ord for, at byggeriet kunne fortsætte. 

Revolution Wind er det ene af to havvindmølleprojekter ud for den amerikanske østkyst, der har været ramt af det amerikanske påbud. Sunrise Wind er det andet. Også med henblik på det projekt er der indgivet en klage, som Ørsted vil have tillagt opsættende virkning.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//vindkraft/artikel/oersted-aktie-skyder-i-vejret-oven-paa-sejr-ved-domstol-i-usa

GDPR