Det kom som noget af et chok, for Hirtshals Havns administrerende direktør Jens Kirketerp Jensen, da han d. 22. december modtog en fyreseddel fra havnens bestyrelse.
- Sådan en afskedigelse kommer jo altid som en stor overraskelse, især 22. december lige op til jul, siger direktøren, der efter aftale med bestyrelsen indtil videre forsætter i jobbet i hele sin opsigelsesperiode, der løber frem til 31. december 2021.
Afskedigelserne kommer på baggrund af en ekstern konsulentundersøgelse, som havnen bestyrelse havde bestilt i slutningen af 2020. Her blev det vurderet, at den aktuelle ledelse bestående af Jens Kirketerp Jensen og vicedirektør Karin Eilers ikke var de rette til at lede havnen i de udfordringer og udviklingsmuligheder, som havnen står overfor i de kommende år.
Den kritik er Jens Kirketerp Jensen lodret uenig i.
- Jeg ser intet problem i, at jeg kunne have været den, der står i spidsen for den udvikling, som ledelser gerne vil, siger han og fortsætter:
- Nu har jeg ikke set rapporten, men jeg har vanskeligt ved at finde argumentet for, at jeg ikke kunne løfte opgaven. Jeg har været her i en del år, og jeg har løftet omsætningen fra 50 mio. kr. til 80 mio. kr. om året. Jeg ved godt, vi kommer til at leve i en mere kompliceret verden, men en havn er en havn. Det gælder om kunne udvikle de muligheder, der er rent samfundsmæssigt, transportmæssigt og fiskerimæssigt. Det er et bredt udviklingsperspektiv, og det mener jeg, jeg kan rumme, og det gør jeg også i dag. Så jeg har svært ved at se argumentet for, at man ikke skulle kunne fortsætte noget, der ligner den konstellation, der er i dag, siger Jens Kirketerp Jensen.
Foreslår en "Jyske Bank-model"
Jens Kirketerp Jensen tror, at fyringen af ham er politisk motiveret. Jens Kirketerp Jensen har fornemmet, at man ønsker en politisk frem for en kommercielt tænkende direktør som ham. Derfor foreslår han en ny ledelsesmodel for havnen.
- Man kunne jo tage Jyske Bank-modellen, de har sideordnede direktører. Så det er en model, jeg godt kunne se, hvis man gerne vil have noget mere politisk indover, end det jeg kan levere, så er det mit forslag, siger han.
I Jyske Bank har man en ordførende direktør og yderligere tre bankdirektører i den øverste ledelse. Det er altså en sådan løsning i mindre skala, som Jens Kirketerp Jensen foreslår for Hirtshals Havn.
Om Jens Kirketerp Jensen har en fremtid efter 31. december som sideordnet direktør eller i en anden stilling på Hirtshals Havn er ikke udelukket.
Bestyrelsen har i hvert fald i forbindelse med opsigelsen meldt ud, at man drøfter en fortsat tilknytning til havnen med Jens Kirketerp Jensen. Og Jens Kirketerp Jensen er ikke afvisende for at finde en løsning.
- Det kommer an på, hvordan det ser ud, og hvilke forhold det bliver på. Nu må vi se, hvordan det ender, siger den afgående direktør.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.