Vestas tog teten blandt de danske eliteaktier onsdag, efter at der tikkede amerikanske ordrer ind for samlet 505 MW. Også NKT og Rockwool gjorde en særdeles god figur i C25-indekset, hvor der generelt var glimrende stemning på stigende forventninger om en snarlig løsning i Mellemøsten.
Samlet blev det et plus til C25-indekset på 0,7 pct. til 1642,19, hvor 19 af aktierne endte i plus. Sværvægterne Novo Nordisk, DSV og Mærsk endte som modvægt nær bunden.
Det var blandt andet meldinger om, at USA har sendt en plan med 15 punkter til Teheran, som skal danne grundlag for fredsforhandlinger. Det sendte olieprisen på retræte og dæmpede for en stund den ellers kraftigt opblussede frygt for inflation og nedgang i økonomien.
Hos Vestas landede der onsdag flere amerikanske ordrer på samlet 505 MW. Og det vidner om, at der stadig er gang i markedet for landvindmøller i USA, selv om præsidenten hedder Donald Trump og er udtalt modstander af vindenergi, vurderede Jacob Pedersen, AL Sydbanks aktieanalysechef, over for MarketWire.
Vestas-aktien var i forvejen godt kørende, inden ordrerne blev meldt ud, men aktien fik et ekstra rygstød og endte med et plus på 6 pct. til 166,10 kr. i toppen af C25. Energikollegaen Ørsted steg desuden 3,5 pct. til 145,10 kr.
NKT kunne notere sig et plus på 4,8 pct. til 804,50 kr., uden at der egentlig lå store selskabsspecifikke nyheder til grund. Rockwool steg 3,9 pct. til 178,82 kr.
Og så kom Novonesis i kridthuset hos storbanken Citi, der vendte rundt på en tallerken i forhold til enzym- og ingrediensproducenten og hævede sin anbefaling direkte til "køb" mod tidligere "sælg". Kursmålet blev samtidig hævet til 415 kr. fra 380 kr. Novonesis steg 2,3 pct. til 366,80 kr.
Med en smule forløsning i inflationsfrygten fra de faldende oliepriser var obligationsmarkedet sideløbende præget af rentefald. For den toneangivende tiårige statsobligation herhjemme betød det et rentefald på 6 basispoint til 2,81 pct. målt mod tirsdag eftermiddag.
/ritzau/amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.
























