DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Massen af isbjerge har aldrig været lavere. Isbjerge bliver påvirket af menneskeskabte drivhusgasser, hvilket får varmen til at stige og isen til at smelte. (Arkivfoto).
Stoyan Nenov/Reuters

Jordens energibalance er mere skæv end nogensinde

Varme hober sig op i havene som aldrig før, og klimarapportør slår alarm om historisk ubalance.
23. MAR 2026 10.14
Energi
Klima

Jordens klima er mere ude af balance end nogensinde før, advarer Verdens Meteorologiske Organisation (WMO) i sin årlige klimarapport. For første gang inkluderer rapporten, som er udgivet mandag, Jordens energibalance som en af de centrale klimaindikatorer.

Under et stabilt klima er mængden af solenergi, der rammer Jorden, nogenlunde lig med den energi, der sendes tilbage i rummet. Men grundet stigende mængder drivhusgasser var balancen i 2025 mere skæv end nogensinde før.

Luftarterne fanger ekstra varme som et tykt tæppe rundt om Jorden, og det medfører blandt andet, at havene bliver varmere, mens vejret bliver vildere.

- Vi vil leve med konsekvenserne i hundreder og tusinder af år, siger generalsekretær Celeste Saulo.

Over 91 procent af den overskydende varme lagres i verdenshavene, som dermed fungerer som en stor buffer mod højere temperaturer på land.

Udfordringen er, at havene bliver varmere og varmere langt hurtigere end før. Havenes varmeindhold nåede et rekordniveau sidste år. Havene har de seneste 20 år hvert år optaget en mængde energi, der svarer til cirka 18 gange al den energi, mennesker bruger på et helt år.

Kun 1 procent af den overskydende energi gemmes tæt på Jordens overflade - altså de temperaturer, mennesker mærker. 

Fem procent lagres i kontinenternes jordmasse, mens tre procent går til at varme og smelte is. Iskapperne i Antarktis og Grønland mister så meget masse, at det gennemsnitlige arktiske havisareal var det laveste eller næstlaveste nogensinde målt. Et ekstraordinært stort gletsjertab blev registreret i Island og langs den nordamerikanske stillehavskyst.

Klimaforandringer påvirker også, hvor og hvornår sygdomme opstår - især dem, der reagerer på temperatur og nedbør. Sygdomme, som spredes af insekter, er særligt bekymrende, og denguefeber skiller sig ud som den hurtigst voksende virus, der spredes af myg.

Højere temperaturer spiller en afgørende rolle, da myggene bliver mere effektive til at sprede sygdommen. Varmen får myggene til at udvikle sig hurtigere, de bider oftere, og den tid, som det tager for virusset at blive smitsomt, forkortes.

- Dagens rapport burde komme med et advarsels-mærkat: Klimakaos accelererer, og en forsinket indsats er dødelig, siger FN's generalsekretær, António Guterres.

Årene 2015-2025 har været de varmeste 11 år, der nogensinde er registreret. 2025 var det næst- eller tredjevarmeste år.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//havenergi/artikel/jordens-energibalance-er-mere-skaev-end-nogensinde

GDPR