DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Natos generalsekretær, Mark Rutte, kalder det afgørende, at USA og Israel indledte et større angreb på Iran den 28. februar. (Arkivfoto).
Yves Herman/Reuters

Nato-chef er ikke i tvivl: Hormuzstrædet vil genåbne

Hormuzstrædet har stort set været lukket under Iran-krigen. Det kommer ikke til at vare ved, siger Mark Rutte.
23. MAR 2026 9.05
Gas
Internationalt
Olie
Sikkerhed

Natos generalsekretær, Mark Rutte, er sikker på, at Hormuzstrædet vil genåbne. Det siger han i et interview med den amerikanske tv-station Fox News.

- Jeg er fuldstændig overbevist om, at vi vil få dette gennemført sammen, lyder det fra Rutte.

Flere end 20 lande - de fleste er en del af Nato - har besluttet sig for at hjælpe skibe med at kunne sejle sikkert gennem Hormuzstrædet. Danmark bidrager også.

- Europæiske allierede og partnere over hele verden har brugt de sidste par uger på at sikre, at vi står sammen. De er begyndt at planlægge for at se, hvad vi kan gøre i fællesskab som allierede og som partnere til USA, siger Rutte.

Under den igangværende krig i Mellemøsten har strædet i praksis været lukket for skibstrafik på grund af frygten for angreb. USA og Israel begyndte den 28. februar omfattende bombardementer i Iran, der siden reelt har blokeret strædet.

Lige under 100 skibe er sejlet gennem Hormuzstrædet siden begyndelsen af marts. Det viser data, som BBC har analyseret. Tallene svarer til, at fem-seks skibe sejler gennem strædet dagligt, hvilket er et fald i den daglige skibstrafik på omkring 95 procent.

Hormuzstrædet ligger mellem Oman og Iran og er cirka 60 kilometer bredt på det smalleste sted. Strædet forbinder Den Persiske Golf med Omanbugten og resten af verdenshavene. Cirka en femtedel af al råolie og flydende naturgas i verden sejles under normale omstændigheder gennem Hormuzstrædet, og lukningen har derfor sendt olie- og gaspriserne i vejret.

På trods af de stigende energipriser kalder Rutte det afgørende, at USA og Israel indledte et militært angreb på Iran for at stoppe landet i at blive en atommagt.

USA's præsident, Donald Trump, har søndag aften talt i telefon med Storbritanniens premierminister, Keir Starmer. Det skriver Sky News. De to statsledere drøftede blandt andet behovet for at genåbne Hormuzstrædet for at få genstartet skibstrafikken og få olie- og gaspriserne til at falde til ro.

- De var enige om, at en genåbning af Hormuzstrædet er afgørende for at sikre stabilitet på det globale energimarked, siger en talsperson for den britiske premierminister ifølge Sky News.

Storbritannien er også blandt de over 20 lande, der vil bidrage til at sikre skibstrafikken i Hormuzstrædet.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//havenergi/artikel/nato-chef-er-ikke-i-tvivl-hormuzstraedet-vil-genaabne

GDPR