Der var ikke fuld enighed i rettens afgørelse i sagen om brændstof til Syrien i strid med EU's forbud. Og det er noget, som forsvareren for et af de dømte selskab zoomer ind på i en udtalelse straks efter dommen.
Advokat Jacob Skude Rasmussen har forsvaret Dan-Bunkering, som er blevet idømt en bøde på 30 mio. kr.
Hele 33 gange brød selskabet bevidst EU's sanktioner, da der blev solgt jetbrændstof til det russiske militær, har Retten i Odense konkluderet.
Til gengæld skete overtrædelsen ikke med fuldt overlæg af moderselskabet Bunker Holding og af topchefen Keld R. Demant. De er blevet dømt for en uagtsom lovovertrædelse.
- I forhold til Bunker Holding og Keld R. Demant hæfter vi os meget ved, at der ikke bliver dømt for forsæt, men for uagtsomhed, siger Jacob Skude Rasmussen ifølge branchemediet ShippingWatch.
- Det centrale for sagen er, hvilken rolle selskaberne og Keld R. Demant har spillet i den. Domstolen siger med dissens, at der har været viden, men der er ikke enighed om, hvilken viden der har været, siger advokaten ifølge ShippingWatch.
De to dømte selskaber og direktøren har bedt om betænkningstid med hensyn til en eventuel anke af dommen til Østre Landsret.
Under sagen har de bedt om frifindelse. Blandt andet med et argument om, at en forordning fra EU ikke kan bruges om Dan-Bunkerings forretninger med det russiske militær.
Forordningen fra EU retter sig mod Syrien og kan ikke udstrækkes til at ramme Rusland, har forsvarerne sagt.
Men retten er ikke enig. Retten fortolker EU's forbud sådan, at det kan omfatte Ruslands aktiviteter i Rusland uden at omfatte Rusland som nation.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.