
På tværs af platforme har den franske olie- og gaskæmpe Total Energies årelange efterslæb på flere sikkerheds- og miljøkritiske komponenter (SECE) i Nordsøen. Processer, der er afgørende for at forhindre større ulykker og miljøkatastrofer på platformene.
Det viser en stribe tilsynsrapporter og påbudsafgørelser fra 2024 op til i dag, som mediet EnergiWatch har fået aktindsigt i hos Arbejdstilsynet. Rapporterne tegner et billede af en gennemgående mangel på rettidigt vedligehold på tværs af platformene Harald, Gorm, Skjold og Halfdan A og B.
Forholdene er så kritiske på bl.a. det bemandede Harald-anlæg, at tilsynet i februar har truet med både politianmeldelse og inddragelse af driftstilladelsen, hvis ikke der kommer styr på sikkerheden.
”Den mangelfulde vedligeholdelse af SECE (Safety and Environmental Critical Elements, red.) udgør en væsentlig risiko for anlæggets integritet og de ansattes sikkerhed,” skriver Arbejdstilsynet i sin afgørelse om Harald-anlægget fra februar 2026 og fortsætter længere nede:
”Hvis påbuddet ikke efterkommes inden fristen den 7. august 2026, vil Arbejdstilsynet vurdere skærpede reaktioner, herunder indstilling til politiet med henblik på retslig tiltale eller overvejelser om at tilbagekalde anlæggets driftstilladelse.”
Fra starten af 2024 til februar i år har Total Energies i alt modtaget ni påbud for den manglende vedligeholdelse af SECE på tværs af de fem anlæg Gorm, Harald, Skjold, Halfdan A og B.
Påbuddene for efterslæbet er blot del af en voksende bunke af løftede pegefingre fra Arbejdstilsynet. I alt gav myndigheden Total Energies 50 påbud i løbet af 2024 og 2025, mens flere er kommet til i år.
Ole Hansen, adm. direktør hos Total Energies EP Danmark, medgiver over for EnergiWatch, at ”antallet af påbud betyder, at der er noget, der ikke er godt nok.”
- Det er vi nødt til at tage på os. Det anerkender jeg, at vi skal gøre bedre, siger han.
Hovedparten af de påbud, Total har modtaget af tilsynet, er ifølge virksomheden ”enten lukket eller under lukning i tæt samarbejde med Arbejdstilsynet” i dag.
Dansk Metal: ”Halter voldsomt bagefter”
Jan Toft Rasmussen er faglig sekretær hos Dansk Metal og har beskæftiget sig med sikkerhed i offshore-sektoren i 25 år. Han ser med stor alvor på de mange påbud.
- Vores medlemmer fortæller os, at vi halter voldsomt bagefter derude. Et eller andet sted krydser vi jo bare fingre for, at der ikke sker en stor ulykke, hvor det lige pludselig eksploderer og brænder, siger Jan Toft Rasmussen og fortsætter:
- Hvis vi kigger på de udløsende årsager til nogle af de ulykker, vi har haft, så har det i princippet kunnet identificeres i noget, som vi kalder småting. Der behøver ikke at være ret meget galt, før det kan blive katastrofalt. Selvom de enkelte påbud virker bagatelagtige, så er de det absolut ikke i olie- og gasbranchen.
Ifølge Hanna Barbara Rasmussen, der har skrevet ph.d. om sikkerhed i offshore-branchen ved Syddansk Universitet, er netop processikkerhed ”ufattelig vigtig,” fordi huller i den har potentiale til at skabe ”farlige situationer,” der går ud over mange ansatte.
- Det handler om, at den store fabrik skal køre, og det kræver procedurer og vedligeholdelsessystemer for driften af platformen, dens operationelle sikkerhed, systemer, ventiler og vedligehold, siger hun.
Hanna Barbara Rasmussen, der i dag er specialkonsulent ved Maritime Research Alliance på CBS, er ”overrasket” over, at vedligeholdet på flere af Totals platforme tilsyneladende halter.
Platformene i den danske del af Nordsøen er kun bygget til at holde i 25-30 år, og er nu betydeligt ældre, så der vil ”altid være noget” at vedligeholde i et barskt miljø, hvor jern og stål bliver udsat for saltvand, bemærker hun.
- Problemet er den til tider manglende systematik i vedligeholdelsen, siger hun.
- Jeg synes, man kan læse ud af påbuddene og rapporter fra Havarikommissionen, at der mangler systematik mht. en vedligeholdelsesplan, ventiler og lignende,” siger Hanna Barbara Rasmussen.
Ifølge Ole Hansen skyldes antallet af påbud blandt andet indfasningen af en ny entreprenør, udfordringer med planlægning og prioritering og begrænset tilgængelighed af reservedele.
- Det ændrer ikke på, at situationen har været utilfredsstillende, sagde han mandag.
Planlægningen svigter
Ifølge Arbejdstilsynet er det ikke bare enkelte komponenter, der halter hos Total Energies, men den generelle planlægning, der svigter.
På Gorm-feltet har tilsynet fundet eksempler på, at den planlagte vedligeholdelse er så forsinket, at der vil gå 10 år mellem eftersynene, selvom virksomhedens egne regler foreskriver et interval på fire år.
Total Energies er nu pålagt at reducere antallet af udestående opgaver væsentligt. Påbuddene har forskellige tidsfrister, men fælles er kravet, at vedligeholdelse fremover skal planlægges og udføres rettidigt for at undgå nedbrud af sikkerhedskritiske systemer.
- Vi har intensiveret vores indsats for at imødegå de her påbud, og vi har faktisk reduceret vores efterslæb af vedligehold med over 50 pct. i løbet af det seneste år, siger Ole Hansen.
Hvor langt er I fra at være der, hvor I gerne vil være, sikkerhedsmæssigt?
- Det er sikkert at arbejde på vores anlæg, og vi arbejder virkelig på at undgå hændelser. Det er klart, at når vi har sådan et efterslæb på vores vedligehold, så skal det følges op på og tages hånd om, og det er vi godt i gang med nu.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.






















