DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Samsø Havvindmøllepark set fra stranden ved Vesborg fyr
Morten Rasmussen/Biofoto/Ritzau Scanpix

For første gang nogensinde godkender Energistyrelsen levetidsforlængelse af havvindmøllepark

Samsø Havvindmøllepark får forlænget sin tilladelse med ti år, og må fortsætte driften frem til 2037.
3. JUN 2025 10.40
Offshore

Samsø Havvindmøllepark kan nu fortsætte med at producere strøm i yderligere ti år. Det er resultatet af en ny afgørelse fra Energistyrelsen, der for første gang har forlænget elproduktionstilladelsen for en ældre havvindmøllepark i Danmark. Det skriver styrelsen i en meddelelse.

Da parken blev etableret i 2002, var tilladelsen begrænset til 25 år. Den ville derfor udløbe i 2027, medmindre ejeren, Wind Estate A/S, søgte og fik en forlængelse. Det er nu sket, og parken – der består af ti møller med en samlet kapacitet på 23 MW – kan dermed fortsætte med at levere strøm til, hvad der svarer til 20-25.000 husstande, indtil 2037.

- Med denne afgørelse kan Samsø Havvindmøllepark fortsætte med at producere grøn strøm frem for at blive nedtaget og afviklet. Det er glædeligt for den grønne omstilling og bæredygtigt ud fra et ressourcehensyn, så længe anlægget på forsvarlig vis kan fortsætte sin drift. Det er første gang, at Energistyrelsen tager stilling til, om en eksisterende havvindmøllepark kan få forlænget sin elproduktionstilladelse, og det giver perspektiver for lignende projekter med havvind herhjemme. Der er flere ældre havvindmølleparker rundt om i Danmark, der også nærmer sig sidste udløbsdato. I den kommende tid vil Energistyrelsen vurdere, om også de mølleparker kan køre forsvarligt videre, siger Stig Uffe Pedersen, der er vicedirektør i Energistyrelsen.

For at opnå tilladelsen har Wind Estate A/S indsendt en uvildig analyse, der dokumenterer restlevetiden for møllerne. Samtidig er det et krav, at ejeren foretager årlige, udvidede serviceeftersyn, når parken er over 20 år gammel.

Som en del af afgørelsen har Energistyrelsen også valgt at benytte EU’s nødforordning, som gør det muligt at fremskynde tilladelsesprocessen. Forordningen gør det bl.a. muligt at undtage visse projekter fra detaljerede artsbeskyttelsesvurderinger, hvis der anvendes afbødningsforanstaltninger. I dette tilfælde indebærer det bl.a., at vindmøllerne skal stoppe eller køre langsomt efter solnedgang i lav vind, for at beskytte flagermus i perioden fra april til oktober.

Energistyrelsen behandler i øjeblikket lignende ansøgninger fra fire andre havvindmølleparker: Middelgrunden, Rønland, Nysted og Horns Rev 1.

amp

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//vindkraft/artikel/for-foerste-gang-nogensinde-godkender-energistyrelsen-levetidsforlaengelse-af-havvindmoellepark

GDPR