
Tre nye havvindmølleparker er fredag kommet et lille skridt tættere på realisering. Således har Energistyrelsen givet tilladelse til at påbegynde forundersøgelse til havs for Kattegat II og Kriegers Flak II områderne samt for den nye placering af Hesselø havvindmøllepark. Det oplyser styrelsen i en pressemeddelelse.
Energinet vil gå i gang med forundersøgelserne i første kvartal 2023. Undersøgelserne vil omfatte geofysiske og geotekniske undersøgelser af områderne udpeget til mulige havvindmølleparker samt mulige kabel-ilandføringskorridorer. Derudover vil der blive foretaget marinbiologiske undersøgelser i et større område omkring de tre mulige havvindmølleparker.
Forundersøgelsestilladelsen giver ikke i sig selv ret til at opføre havvindmøller, men den giver Energinet ret til at indsamle relevante data og oplysninger om de udpegede havarealer. Resultatet af undersøgelserne vil bl.a. bidrage til den senere strategiske miljøvurdering (SMV).
De tre havvindmøllepark i spil
De mulige havvindmølleparker har forskellige forhistorier. For Hesselø Havvindmøllepark, der er sat til af få en effekt på mellem 800-1200 MW, har der allerede tidligere været igangsat forundersøgelser og udbudsprocesser har været i gang, målrettet placering i et andet område.
Men i juni 2021 blev udbudsprocessen for Hesselø Havvindmøllepark dog sat på pause, da Energinets indledende forundersøgelser viste, at der var blød bund i store dele af området udpeget til Havvindmølleparken.
Med Folketingets Klimaaftale om grøn strøm og varme 2022 blev det derefter besluttet at omplacere Havvindmølleparken til området syd for den oprindelige placering med henblik på, at parken kan nettilsluttes fra 2028 og færdigetableres i 2029. Det er denne placering, der nu skal undersøges af Energinet.
Helt så omtumlet et 'liv' har af de to andre mulige havvindmølleparker Kattegat II og Kriegers Flak II, som der altså nu er blevet givet tilladelse til at starte forundersøgelser for, ikke haft.
Begge disse mulige projekter bliver undersøgt som følge af 'Klimaaftale om grøn strøm og varme 2022'. Her blev det besluttet at igangsætte forundersøgelser for alle kendte attraktive havvindsplaceringer fra 2022-screeningen.
Kriegers Flak II og Kattegat II områderne blev identificeret som attraktive områder i 2022-screeningen, og forundersøgelserne heri igangsættes derfor forud for en endelig politisk beslutning om placeringen af havvindmølleparker i områderne.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.