DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Vinterdæk ruller lidt dårligere end sommerdæk, og det er også en del af forklaringen på, hvorfor elbilernes rækkevidde er lidt kortere om vinteren end om sommeren, forklarer Søren W. Rasmussen fra FDM. (Arkivfoto).
Maria Albrechtsen Mortensen/Ritzau Scanpix

Der er stor forskel på hvor langt elbiler kan køre i kulden

Der er stor forskel på, hvor meget forskellige elbilers rækkevidde falder i vinterkulden. Heldigvis kan du selv booste den med en række tiltag.  
19. FEB 2026 9.17
Energi
Energilagring
Transport

Det er velkendt, at kulden er hård ved elbilens batteri og opladningshastighed. Men faktisk varierer det stort på tværs af mærker og modeller, hvor meget saft og kraft der ryger i svinget.

I en ny undersøgelse har Europas største bilistforening, ADAC, testet en række modeller for at se, hvor mange procent af rækkevidden der bliver slugt i kulde ved kørsel på motorvej. Testen er simuleret i et laboratorie, så forholdene er ens for alle biler.

Den viser, at nogle mærker falder med en tredjedel, mens andre får halveret rækkevidden i forhold til den standardiserede WLTP-norm.

WLTP er dog et mål for den maksimale rækkevidde under de optimale forhold - og derfor ikke, hvad man kan forvente at se ude i virkeligheden, pointerer bilteknisk redaktør Søren W. Rasmussen fra bilejernes interesseorganisation, FDM.

- Det er ikke udtryk for, at de prøver at snyde, men at normen ikke spejler virkeligheden perfekt, siger han og henviser til, at der blandt andet indgår en del bykørsel i testen, som ikke trækker så store veksler på batteriet som motorvejskørsel.

Derfor laver FDM også selv test ved konstant kørsel på motorvej med 110 kilometer i timen.

- Det er der, det er interessant, hvor langt den kan køre. Kører du kun bykørsel, kan alle elbiler i dag køre længere, end du kan nå at køre på en dag. Men kører du på motorvej, har du problemet, når du eksempelvis skal fra Jylland til Sjælland eller omvendt.

Kan falde med 20 procent 

FDM har målt faldet i rækkevidde om vinteren efter at have testet en række biler ved 20 grader og ved 0 grader.

- Når vi kører om vinteren, så falder rækkevidden som tommelfingerregel med en procent, hver gang temperaturen falder med en grad. Så når temperaturen falder 20 grader, vil en bils rækkevidde falde med 20 procent. Så en bil, der kan køre 400 kilometer om sommeren, kan kun køre 320 kilometer om vinteren, forklarer han.

I eksemplet kan man forestille sig, at den officielle WLTP-rækkevidde lyder på 500 kilometer, og derfor vil faldet se mere ekstremt ud, hvis man sammenligner med den, siger Søren W. Rasmussen og forklarer:

- Det er naturloven. Det er ikke, fordi de snyder eller gør noget mærkeligt.

En stor del af batteriforbruget går til at opvarme bilen - både kabinen og batteriet.

Kører man i benzinbil, udvikler den selv så meget varme, at det ikke er noget problem at varme den op.

Hvis man skal køre langt i sin elbil, er den biltekniske redaktørs råd derfor, at man sørger for, at bilen begynder at forvarme, mens den stadig er sluttet til ladestanderen.

- Så er den varm, når man sætter sig ind, og batteriet er stadig på 100 procent. I nogle biler kan man endda sætte den til at forvarme batteriet, til når man skal køre klokken 9.00, siger Søren W. Rasmussen og fortsætter:

- Var man i stedet gået ud til sin iskolde bil og havde sat sædevarme, ratvarme og fuld varme på i kabinen, samtidig med at den varmer batteriet op, så er du efter kort tid allerede nede på 90 procent bare på at gøre bilen klar til at køre.

Skal man kun køre kort, foreslår han at sætte temperaturen i kabinen lidt lavere og nøjes med sædevarme og ratvarme.

/ritzau/

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//solenergi/artikel/der-er-stor-forskel-paa-hvor-langt-elbiler-kan-koere-i-kulden

GDPR