DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Andel tabte over 100 mio. kr. i første halvår. Det har bl.a. ført til fyringer i Andel Energi. (Arkivfoto.)
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Andel nedjusterer og vil skære i udgifterne efter underskud: Har gennemført prikkerunde

Trods underskud og lavere omsætning fastholder Andel sin ambition om investeringer for over fem mia. kr. i 2024. Det kræver dog at omkostningerne skal reduceres andre steder.
30. AUG 2024 8.55
Energi
Erhverv
Økonomi

OPDATERET: Andel har haft et par indbringende år, de seneste regnskaber, som følge at de meget høje priser i energibranchen. Men nu er disse mere tilbage til normalen, og for energi- og fibernetkoncernen har det også betydet, at det første halvår af 2024 ikke har været indbringende. 

Således tabte Andel i første halvår 130 mio. kr. før skat. Resultatet er negativt påvirket af varierende energipriser, høje materialepriser og renteniveauet. Også en type europæiske gaskapacitetskontrakter, energihandelsselskabet Energi Danmark indgik og tjente meget på i 2022, gav tab i årets første halvår, men ender samlet som en meget god forretning. 

Resultatet blev realiseret af en omsætning på 42,1 mia. kr. i første halvår. Det er som følge af lavere energipriser væsentligt lavere end i første halvår 2023, hvor den lød på 69,9 mia. kr. 

Disse faktorer får Andel til at nedjustere sine forventninger til  årets resultat fra det tidligere udmeldte overskud på 300 mio. kr. til et lavere resultat, som Andel oplyser til DOI.dk vil være tættere på nul end 300 mio. kr. - dog stadig positivt. 

Trods nedgangen i indtjeningen fastholder Andel sin ambition om at investere mere end fem mia. kr. på tværs af koncernen og dens datterselskaber, hvilket er et historisk højt niveau for koncernen.

- Vi vil ikke lade høje renter, materialepriser og andre økonomiske udsving blive en undskyldning for passivitet. Klimakrisen venter ikke på bedre tider. Vi skylder planeten og de kommende generationer at investere massivt i vedvarende energi og infrastruktur. Og vi ser vores investeringer som handling på ordene om, at vi vil tage lederskab på en grønnere og mere elektrificeret fremtid, siger Andels adm. direktør, Jesper Hjulmand, i en pressemeddelelse. 

I første halvår har Andel investeret ca. 2,3 mia. kr. mod 1,5 mia. kr. i samme periode sidste år. Der er bl.a. blevet investeret 922 mio. kr. i udbygning af elnettet på Sjælland, Lolland-Falster og øerne via netselskaberne Cerius og Radius Elnet, 397 mio. kr. i opførelsen af solcelleparker sammen med Better Energy og 371 mio. kr. i Clevers udbygning af Danmarks største ladenetværk til elbiler. 

Fyringer i Andel Energi

Det negative resultat og nedjusteringen får dog ikke lov til at gå uberørt hen. Således tilkendegiver Andel at "det skaber behov for at reducere omkostningerne og øge indtjeningen."

Den tilpasning er bl.a. sket i onsdag i Andel Energi, hvor CEO Marlene Holmgaard Fris oplyser, at der har været en fyringsrunde.

"Vi har desværre været nødt til at sige farvel til gode kollegaer. Det skyldes flere ting. Dels har energimarkedet ændret sig i de seneste år. Konkurrencen er blevet hårdere, og det er blevet vanskeligere at drive et energiselskab. Samtidig stiller omverdenen stadig større krav til energiselskaber. Det kræver alt sammen, at vi som forretning udvikler og ændrer fokus, så vi også i fremtiden kan leve op til kundernes og omverdenens krav til et moderne energiselskab. Derfor har vi i Andel Energi i denne uge ændret vores organisation, så den passer til et fremtidigt energimarked, der står overfor en øget kommercialisering," skriver hun i et opslag på sin LinkedIn-profil.

Andel oplyser til DOI.dk, at 29 medarbejdere er omfattet af fyringsrunden. 

Andel tilkendegiver at en tilpasning er nødvendig for at opretholde for de nuværende investeringsambitioner.. 

- Da vores store investeringer også påvirker bundlinjen, har vi naturligvis drøftet, om vi skal fortsætte med samme hastighed eller lette lidt på speederen. Men her viser ejerformen som andelsselskab virkelig sin værdi, siger Jesper Hjulmand og fortsætter:

- Med et stærkt bagland i ryggen vægter vi ansvaret for at skabe en grønnere fremtid over at skrue?på den kortsigtede profit. Vi er finansielt robuste, og der er en stærk opbakning til ikke at tænke i år, men årtier. Til gavn for både danskerne, den grønne omstilling og Andels fremtid.

Andels egenkapital er da også robust og beløber sig til over 30 mia. kr. 

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//vindkraft/artikel/andel-nedjusterer-og-vil-skaere-i-udgifterne-efter-underskud-har-gennemfoert-prikkerunde

GDPR