
Det nuværende udkast til en aftale på klimatopmødet COP30 er så uambitiøst angående CO2-reduktioner, at EU ikke kan acceptere det. Hvis tendensen fra fredagens udkast fortsætter, vil det dermed ende med, at EU ikke vil indgå en aftale. Det siger EU's klimakommissær, Wopke Hoekstra, til Ritzau fredag formiddag brasiliansk tid.
- Det, der er på bordet, er uacceptabelt, og vi er så langt væk fra, hvor vi burde være, at vi desværre må sige, at vi kigger ind i et "no deal"-scenarie, siger han.
Fredag er den sidste officielle forhandlingsdag på klimatopmødet COP30, der foregår i den brasilianske regnskovsby Belém. Natten til fredag brasiliansk tid udgav formandskabet et udkast til en aftale.
Her er der ikke skildret en klar køreplan til omstilling væk fra fossile brændstoffer, som EU og en koalition af over 80 lande ellers kræver. Det får EU til at markere, at man har ramt en rød linje.
- Vi vil gøre vores bedste, men vi kan ikke acceptere noget, der sætter en så lav standard, der er meget lavere, end verden har brug for, siger Wopke Hoekstra.
Årets klimatopmøde har som tema, at verdens lande skal indlevere nye klimamål for 2035. Her står det klart, at verdens klimamål ikke er på vej til at holde den globale temperaturstigning på 1,5 grader, som Paris-aftalen tilsiger.
Dét har EU og en koalition af over 80 lande krævet, at topmødet leverer et svar på. Nu skal parterne forsøge at bruge fredagen på at forhandle deres krav ind i den endelige aftaletekst.
- Det, vi har nu, er uacceptabelt. Samtidig er det ikke slut, før det er slut, så vi gør vores bedste for at øge ambitionerne om mitigation (CO2-reduktioner, red.), siger Wopke Hoekstra.
Concito: Lang vej til aftale
Mens EU har som afgørende krav, at aftalen viser vejen væk fra fossile brændstoffer, vil udviklingslande have tilsagn om mere klimafinansiering til gengæld.
Omvendt vil EU kun hoste op med yderligere finansiering, hvis man bliver lovet en aftale, der adresserer manglen på CO2-reduktioner.
Fredagens udkast til en aftaletekst rummer ikke engang ordet "fossil". Men den indeholder udviklingslandenes krav om at tredoble beløbet til finansieringen af klimatilpasning. Vejen til en aftale kan være lang, vurderer tænketanken Concito.
- Der er en del lande, der føler, at de giver en masse og intet får. Det er ikke vejen til et godt kompromis, siger Jens-Mattias Clausen, programchef i den grønne tænketank Concito for EU's og den globale klimapolitik.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.



























