
Klimaminister Lars Aagaard (M) er klar til at lade hele EU flyve hjem fra klimatopmødet COP30 i Belém uden en aftale, hvis ikke der er enighed om at få reduceret udledninger af drivhusgasser.
Dermed vil EU efterlade forhandlingerne om et nyt mål for finansiering af udviklingslandenes klimatilpasning uden støtte. Det siger Lars Aagaard, der taler i kapacitet af EU-formandskabets ledende forhandlerrolle, kort før topmødets deadline.
- Vi vil have, at den her verden samler sig om at få udledningerne ned. Og hvis ikke man kan betrykke os i det, så bliver der ikke nogen aftale, siger han.
På klimatopmødet COP30, der har officiel deadline fredag, er der opstået konflikt mellem krav om CO2-reduktioner og flere penge til klimatilpasning i fattige lande.
Klimafinansiering skaber splid
Mens EU forsøger at presse på for at få en aftale, der viser vejen væk fra fossile brændstoffer, vil udviklingslande have tilsagn om mere klimafinansiering til gengæld. Omvendt vil EU kun hoste op med yderligere finansiering, hvis man bliver lovet en aftale, der adresserer manglen på CO2-reduktioner.
- Det er det fundamentale. Hvis nogen vil have noget, så må de også give noget, siger Lars Aagaard.
Udviklingslande og ngo'er har kaldt på, at man tredobler målet om finansiering af klimatilpasning i udviklingslande.
Klimaforandringerne rammer særligt hårdt i de fattigste egne, og for at udviklingslande kan få råd til at lave CO2-reduktioner i en grøn omstilling, må den rige del af verdenen hjælpe til økonomisk, lyder det.
- Derfor er det vigtigt, at man kombinerer det her meget gode initiativ om en aftale om CO2-reduktioner med også at gå udviklingslandene i møde på finansieringsspørgsmålet, siger Mattias Söderberg, der er klimarådgiver i Folkekirkens Nødhjælp og mangeårig iagttager af klimatopmøder.
Ellers vil udviklingslandene stille sig på bagbenene.
- Hvis ikke man gør det, så kommer initiativet om CO2-reduktioner til at blive tomme ord.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.























