
RINGKØBING-SKJERN: Det har vakt uro i SF i Ringkøbing-Skjern Kommune, at partiets tre mandater i kommunen har støttet Mads Fuglede fra Danmarksdemokraterne som ny borgmester i den vestjyske kommune, der lægger jord til mest VE i Danmark.
Det har blandt andet medført, at SF's lokalformand i Ringkøbing, Gitte Tang Vestergaard, har meldt sig ud af partiet som følge af beslutningen.
Den anden højlydte skeptiker er det nuværende byrådsmedlem Pia Vestergaard, som ikke selv genopstillede til valget. Vestergaard mener ikke at Danmarksdemokraterne er et parti "der på nogen måde har en politik i forhold til grøn omstilling, jeg mener SF kan leve med".
Hun beskylder SF's spidskandidat Niels Rasmussen for at være blevet købt ved at love ham eksempelvis bestyrelsesposter eller andre 'ben' til gengæld. Det har hun udtalt til TV Midtvest.
Niels Rasmussen afviser selv beskyldningerne. Ifølge ham har Danmarksdemokraterne i Ringkøbing-Skjern ikke stillet et eneste krav til SF i konstituering, der gør Mads Fuglede til borgmester
- Jeg har ikke fået nogen krav fra deres side. Vi har sagt, hvad vi vil have, og det har vi fået indrømmelser på, lyder det fra Niels Rasmussen til RADIO IIII.
Har fået betragtelige indrømmelser
Derimod fortæller Niels Rasmussen, at partiet har fået Danmarksdemokraterne til at give sig på flere områder blandt andet på energipolitiken.
- Der er lagt op til ganske betragtelige indrømmelser. Danmarksdemokraterne har givet indrømmelser på den grønne omstilling. Den modstand, der har været mod opstilling af VE-anlæg (red. bl.a. solcellemarker), er de blødt op på. De er med på, at det skal ske via borgerinddragelse, og så vil de ikke blokere for, at der kommer flere VE-anlæg op, siger Niels Rasmussen, byrådsmedlem for SF i Ringkøbing-Skjern Kommune til RADIO IIII.
Også på landsplan har Danmarksdemokraterne ført massiv valgkamp imod de såkaldte "jernmarker," som VE-anlæggene blandt andet kaldes blandt modstanderne, men ifølge SF er de altså nu blødt op på det punkt.
Efter partilederdebatten mandag lagde Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg, eksempelvis en video på partiets sociale medier med ordene:
- Hvis du er imod, at Danmark efterhånden skal plastres til med solceller. Så er det Danmarksdemokraterne, du skal stemme på.
Mads Fuglede vil ikke kommentere på SF's udtalelser, men henviser til, at konstitueringsaftalen endnu ikke er færdigforhandlet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.























