
På samme dag som NKT præsenterede endnu et stærkt kvartalsregnskab, har kabelproducenten også fremlangt en ny strategi, som skal sikre den fortsatte vækst i virksomheden.
Den nye koncernstrategi 'Charging Forward', opdaterer organisationen og lægger nye målsætninger frem frem mod 2030. Strategien skal sikre en organisk omsætningsvækst (CAGR) på over 7 pct. fra 2024 til 2030 og et drifts-EBITDA på over 900 mio. euro. Det oplyser NKT i en pressemeddelelse.
- Det handler om eksekvering, om at være stærke nok til hurtigt at skalere, samtidig med at vi bevarer vores teknologiske differentiering, skærper konkurrenceevnen, fører an i bæredygtighed og sætter mennesker i centrum, siger Claes Westerlind, der er adm. direktør i NKT.
Strategien er bygget op om tre spor: Execute (levere på højspændings-backlog og kapacitetsudvidelser), Excel (udnytte eksisterende aktiver bedre og styrke indtjeningsevnen) og Evolve (kontinuerlig innovation og selektiv vækst).
NKT bekræfter samtidig sine 2028-ambitioner og lancerer nye finansielle målsætninger frem mod 2030. Selskabet sigter mod en organisk omsætningsvækst (CAGR) på over 7 pct. fra 2024 til 2030, et drifts-EBITDA på over 900 mio. euro og et afkast af investeret kapital (RoCE) på over 22 pct. Målsætningerne bygger blandt andet på fortsat høj efterspørgsel drevet af elektrificeringen og energiomstillingen i Europa samt en stabil udvikling i forsyningskæder, råvarepriser og projekteksekvering.
NKT fastholder forventningen om samlede investeringer på omkring 2 mia. euro i perioden 2025-2028. Efter 2028 har selskabet pt. ingen større kapacitetsprojekter planlagt, og vedligeholdelses-capex ventes omkring 4 pct. af omsætningen målt i standard metalpriser. NKT sigter mod en gearing på op til 0,0x.
Navne- og organisationsændringer
I forlængelse af strategien ændres forretningsområdernes fokus og navne: Solutions bliver til Transmission, Service & Accessories bliver til Grid Solutions & Accessories (rapporteres samlet), og Applications bliver til Distribution.
Derudover gennemføres flere ledelsesændringer. Darren Fennell udnævnes til Executive Vice President og Head of Transmission, mens Raphael Görner tiltræder senest 1. april 2026 som EVP og Head of Grid Solutions. Indtil da varetages posten midlertidigt af COO Will Hendrikx. Denis Schuler fortsætter som Head of Accessories, og Carlos Fernandez forbliver Head of Distribution. Lukas Sidler og Axel Barnekow Widmark træder ud af koncernledelsen henholdsvis ved udgangen af 2025 og senest i første kvartal 2026.
Med Charging Forward vil NKT udnytte den stigende efterspørgsel på kabelløsninger til den grønne omstilling og gå fra vækst gennem udbygning til vækst gennem skalering og innovation. Strategien skal styrke selskabets evne til at levere højere omsætning og indtjening – og samtidig sikre et attraktivt afkast på den investerede kapital.
Ændringerne af forretningsområderne træder i kraft 1. januar 2026, og den første eksterne rapportering efter den nye struktur forventes i maj 2026 sammen med Q1 2026-regnskabet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.























