DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Det danske C25-indeks er faldet 11 ud af 16 handelsdage, siden USA og Israel indledte de første angreb på Iran 28. februar. (Arkivfoto).
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Danske aktier falder efter nye trusler fra Trump mod Iran

Alle aktier i det danske C25-indeks - undtagen Pandora - er mandag i rødt kort efter handelsstart.
23. MAR 2026 10.34
Erhverv
Økonomi

Det danske C25-indeks falder mandag morgen med omkring to procent. Det sker efter en weekend, hvor USA's præsident, Donald Trump, har truet med at udslette Irans kraftværker, hvis ikke landet åbner Hormuzstrædet inden for en tidsfrist på 48 timer.

Trump delte truslen på sit sociale medie, Truth Social, natten til søndag klokken 00.44 dansk tid. Dermed udløber de 48 timer umiddelbart klokken 00.44 natten til tirsdag.

Irans Revolutionsgarde har udtalt, at den vil gengælde angreb mod landets elsektor ved at angribe israelske kraftværker og kraftværker, som leverer strøm til amerikanske baser i Mellemøsten.

En halv time efter handelsstart er alle aktier i C25-indekset i rødt undtagen smykkeselskabet Pandora, som stiger over fire procent, og Novonesis, som stiger lige over nul procent. Nederst i indekset ligger Zealand Pharma med et fald på omkring fem procent.

C25 er det toneangivende danske aktieindeks. Indekset er sammensat af de 25 mest handlede aktier på Københavns Fondsbørs målt på omsætningen. Udsving i de største selskabers aktiekurser betyder mere for den samlede udvikling i indekset end udsving hos de mindre selskaber.

Mellemøsten konflikt har påvirket markedet

USA og Israel indledte et omfattende angreb på Iran 28. februar. Iran har svaret igen ved at angribe mål i Israel og amerikanske mål andre steder i Mellemøsten. Som følge af krigen har Irans Revolutionsgarde taget kontrol over Hormuzstrædet, som er et stræde mellem Iran og Oman.

Strædet er cirka 60 kilometer bredt på det smalleste sted og forbinder Den Persiske Golf med Omanbugten og resten af verdenshavene. Under normale omstændigheder sejles omkring en femtedel af al råolie og flydende naturgas gennem Hormuzstrædet.

Derfor har lukningen af strædet fået olie- og gaspriserne til at stige. Det har også skubbet priserne op, at olieraffinaderier, gasfelter og naturgasanlæg er blevet angrebet omkring Den Persiske Golf.

Siden de indledende angreb på Iran 28. februar er C25-indekset faldet omkring otte procent. Indekset er faldet 11 ud af 16 handelsdage.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//vindkraft/artikel/danske-aktier-falder-efter-nye-trusler-fra-trump-mod-iran

GDPR