DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Rasmus Errboe, der er administrerende direktør i Ørsted, tror på et højere driftsresultat i 2026. (Arkivfoto)
Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Ørsteds hovedpine i USA kan blive forværret

Benspænd fra den amerikanske administration har allerede kostet Ørsted en milliardnedskrivning. Regningen kan blive endnu større, vurderer aktieanalytiker.  
6. FEB 2026 14.30
Erhverv
Økonomi

Det er dyrt at lægge arm med den amerikanske præsident, Donald Trump, hvis man er et grønt energiselskab. Det har den danske energikoncern Ørsted fundet ud af i 2025, hvor en række benspænd fra præsidentens administration har ført en milliardregning med sig.

Det blev understreget fredag, hvor Ørsted fremlagde sit årsregnskab. Allerede fra begyndelsen af sidste år stod det klart, at 2025 ville ende med at blive et travlt og anderledes år for Ørsted.

Selskabet skiftede i starten af året ud på topposten. Dermed fik en ny mand - Rasmus Errboe - ansvaret for at tage kampen op med den magtfulde præsident.

Kan ikke udelukke negativt udfald i retsager 

Trump gjorde det klart fra starten af 2025, at han hellere så USA fokusere på olie og gas frem for vedvarende energi fra vindmøller.

Holdningen mærkede Ørsted på egen krop i september, da opførelsen af havvindmølleparken Revolution Wind ud for den amerikanske kyst blev sat på pause af landets myndigheder.

Få måneder senere blev der så nedlagt et regulært byggestop for en række havvindprojekter - herunder Revolution Wind og et andet Ørsted-projekt ved navn Sunrise Wind.

Ørsted oplyste i sit årsregnskab fredag, at det havde ført til en samlet nedskrivning på 1,1 milliard kroner. Regningen tog en større bid af overskuddet for 2025, der endte på knap 3,2 milliarder kroner.

USA's indenrigsministerium har tidligere begrundet sit påbud med en bekymring for, at vindmøllevingernes bevægelse og reflekterende tårne forårsager radarforstyrrelser. Beslutningen om at sætte projekterne på pause skal der tages stilling til ved en domstol. Indtil videre har Ørsted fået en dommers ord for, at selskabet må bygge videre, indtil der ligger en endelig afgørelse i hovedsagen.

- Vi kan ikke udelukke risikoen for et negativt udfald, skrev Ørsted i regnskabet fredag.

Uanset hvad skal koncernen ikke regne med, at det bliver Trump-administrationens sidste forsøg på at stikke en kæp i hjulet på projekterne.

Analytiker ser grund til positivisme 

Men måske er der alligevel positive ting at tage med sig videre for det danske selskab, vurderer Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef i AL Sydbank. Han følger selskabet tæt.

- Dommere har indtil videre været meget klare omkring, at byggestoppene har været begrundet i ingenting. Så jeg har svært ved at se, at Ørsted bliver tvunget til at lukke ned for projekterne på baggrund af en afgørelse ved en domstol, siger han.

- Mit hovedscenarie er, at begge projekter kommer til at producere strøm, men at det kommer til at blive rasende dyrt at nå dertil, fordi de amerikanske myndigheder bliver ved med at lave benspænd.

Ørsteds forretningsmodel går ud på at opføre store nye vindmølleparker for derefter at sælge ud af sine ejerandele for at skabe kapital til at kunne gøre det hele forfra. Derfor er det afgørende, at selskabet når i mål med projekter som de amerikanske.

Revolution Wind er lige nu 87 procent opført, lød det i regnskabet. Derfor tror Jacob Pedersen også på, at det kun er et spørgsmål om måneder, inden projektet producerer strøm. Med Sunrise Wind-projektet, der er knap halvt færdigt, er selskabet ifølge aktieanalysechefen halvandet til to år fra at kunne se indtægter.

Sidste år omsatte Ørsted for godt 73,2 milliarder kroner, hvilket var mere end to milliarder mere end i 2024.

- Jeg er tilfreds med de store skridt, vi har taget for at skabe et stærkere, mere fokuseret og mere konkurrencedygtigt Ørsted, selv om vi fortsat har meget arbejde foran os, sagde topchef Rasmus Errboe fredag.

Driftsresultatet før af- og nedskrivninger endte på 25,1 milliard kroner. Det ventes at vokse til mindst 28 milliarder kroner i 2026.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//solenergi/artikel/oersteds-hovedpine-i-usa-kan-blive-forvaerret

GDPR