
Regeringen lancerede i sidste uge sit udspil "Fair. Fornuftig. Fleksibel.", som havde til hensigt at sætte fart på udbygningen af vedvarende energi på land ved blandt andet at øge kompensationen til berørte naboer og give mere fleksible rammer for, hvor vindmøller og solcelleanlæg kan sættes op.
Intentionen med det nye udspil får ros fra de syv borgmestre i Business Region MidtVest, som repræsenterer en række af de største energikommuner, men borgmestrene peger også på en række centrale spørgsmål, som fortsat står ubesvaret.
- Det er positivt, at regeringen nu anerkender, at den nuværende kompensation ikke er tilstrækkelig, og at der skal mere til, hvis vi skal sikre lokal opbakning til udbygningen af vedvarende energi og adgangen til mere grøn strøm. Men i det samlede udspil savner vi en tydeligere anerkendelse af kommunernes rolle, for det er os, der skal planlægge og godkende projekterne, hvis målene skal blive til virkelighed, siger Dorte West (V), formand for Business Region MidtVest og borgmester i Herning Kommune.
Business Region MidtVest peger desuden på, ligesom en række brancheorganisationer, at finansieringen af den grønne omstilling ikke alene kan lægges på udviklerne, som betaler VE-bonus.
- Det giver ikke mening at pålægge udviklerne en større økonomisk byrde – det er i høj grad et nationalt ansvar, for mens byrderne bæres lokalt, er det en fælles, national nødvendighed og ambition at sikre mere grøn strøm, siger Erik Flyvholm (V), borgmester i Lemvig Kommune.
Ønske om større bidrag til kommunerne
Business Region MidtVest gentager desuden st ønske om at indføre et grønt udviklingsbidrag, hvor kommuner modtager fire øre for hver kilowatt-time grøn strøm, der produceres lokalt, hvilket vil i 2023 ville have givet over en halv milliard kroner til landets kommuner – heraf omkring 150 millioner kroner til de syv kommuner i Business Region MidtVest.
- Vi kalder det at veksle vindmøller til velfærd. Pengene kan bruges til alt fra flere sagsbehandlere og hurtigere godkendelser til investeringer i skoler, ældrepleje, natur og lokal infrastruktur. Det er sådan, vi skaber reel lokal gavn af den grønne strøm, siger Dorte West.
Med den model ville Thyborønmøllen, som ejes af 2.800 lokale andelshavere i samarbejde med Thyborøn Havn og Vestas og som netop har vundet KL’s Klimapris 2025, alene give 3,2 millioner kroner om året til Lemvig Kommune – nok til at finansiere otte fuldtidsstillinger som social- og sundhedsmedarbejdere eller syv fuldtidsstillinger som pædagog.
- Det er et konkret billede på, hvordan grøn energi kan omsættes direkte til bedre velfærd, hvis vi får en national model, der deler gevinsten med de lokalsamfund, der lægger arealer til. Og med al respekt er det småpenge for den statslige kasse, men har enorm betydning for den enkelte kommune, understreger Erik Flyvholm.
esl
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.