Green Power Denmark kalder det tiltrængt og nødvendigt, at Energinet vil sænke de tariffer og tilslutningsbidrag, som både elkunder og producenter af grøn strøm betaler for at koble sig på elnettet. Det oplyser erhvervsorganisationen i en meddelelse.
Energinet har varslet, at tarifferne sænkes med op mod ti pct. fra 2026, og at der frem mod 2030 lægges loft over stigninger. Det gælder både for forbrugere og for producenter som solcelle- og vindmølleejere.
- Udgifterne er blevet så høje, at det økonomiske grundlag for at opstille vindmøller og solceller i mange tilfælde er forsvundet. Derfor har vi længe presset på for at få undersøgt – og i sidste ende reduceret – Energinets priser. Nu er der udsigt til, at tilslutningsbidraget falder med op mod 10 pct., og at balancetariffen bliver reduceret en smule. Det er tiltrængt og helt nødvendigt, siger Mette Rose Skaksen, der er viceadm. direktør i Green Power Denmark.
Siden 2019 er tilslutningsomkostningerne steget markant – ifølge organisationen med op til 69 pct. på bare ét år. De stigende priser har ifølge Green Power Denmark gjort det svært at opretholde forretningsgrundlaget for nye vedvarende energiprojekter.
Green Power Denmark ser også positivt på, at forbrugernes tariffer sænkes. Det vil ifølge organisationen give virksomheder bedre incitament til at skifte fra fossile brændsler til elektricitet – en central brik i den grønne omstilling.
Men samtidig advarer organisationen mod at lade besparelserne gå ud over nødvendige investeringer. Ifølge Energinet er 98 ud af 174 planlagte udvidelser af elnettet blevet udskudt i 2024, hvilket forlænger ventetiden for at koble nye anlæg og forbrugere til nettet.
- Det kan ikke understreges nok, at den grønne omstilling også kræver, at Energinet sætter farten op og udbygger transmissionsnettet i en langt højere hastighed end i dag. Opstillerne af solceller og vindmøller samt store forbrugere af grøn strøm bør ikke skulle vente i årevis på at blive koblet på elnettet, siger Mette Rose Skaksen.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.