DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Den amerikanske præsident, Donald Trump, og Kinas præsident, Xi Jinping, mødtes i sidste uge i Sydkorea. (Arkivfoto).
Evelyn Hockstein/Reuters

Kina fjerner forhøjet told på 24 procent på amerikanske varer i et år

Kina vil bevare en basistold på amerikanske varer på ti procent, men suspenderer en forhøjet told i et år.
5. NOV 2025 13.16
Internationalt
Økonomi

Kina forlænger suspenderingen af en forhøjet told på 24 procent på amerikanske varer i et år, men bevarer en basistold på 10 procent. Det oplyser Kinas finansministerium ifølge nyhedsbureauet AFP i en udtalelse.

I udtalelsen lyder det, at suspenderingen følger "den konsensus, der blev opnået i de økonomiske og handelsmæssige konsultationer mellem Kina og USA", og at ændringerne vil træde i kraft 10. november.

Kinas toldkommission oplyser desuden ifølge nyhedsbureauet Reuters, at Kina vil fjerne nogle toldsatser på op til 15 procent på amerikanske landbrugsvarer, heriblandt sojabønner, fra 10. november.

I sidste uge mødtes Kinas præsident, Xi Jinping, og USA's præsident, Donald Trump, i Sydkorea. De to talte i positive vendinger om hinanden og et fremtidigt forhold mellem de to lande både under og efter mødet. Trump tilføjede ifølge Reuters, at han og Xi blev enige om "næsten alt".

Efter mødet indvilgede Trump i at sænke tolden på kinesiske varer med 10 procent, så den fra 10. november vil være på 47 procent. Den aftale blev tirsdag formaliseret, skriver AFP.

Mødet mellem de to præsidenter blev arrangeret, efter at Kina indførte nye begrænsninger på eksporten af sjældne jordarter. Det fik derefter Trump til at true med at lægge 100 procent told oven i de 57 procent, der allerede var indført på import fra Kina. På mødet blev Trump og Xi også enige om en aftale om sjældne jordarter. Den løber et år og kan forlænges.

Handelskrigen med Kina begyndte i februar, da Trump indførte 10 procent told på kinesiske varer og siden yderligere 10 procent. Det begrundede han med, at Kina ikke havde standset eksporten af stoffet fentanyl til USA.

Siden blev den amerikanske told på kinesiske varer hævet yderligere og var på et tidspunkt oppe på hele 145 procent. Kinas told på amerikanske varer var 125 procent.

Kina var ikke det eneste land, der blev ramt af Trumps toldsatser. Næsten alle dele af verden blev pålagt told ved eksport til USA.

Det gælder også EU, som forhandlede en aftale på plads i sommer om 15 procent told. Varer, der importeres til EU fra USA, undgår som udgangspunkt told.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//ptx/artikel/kina-fjerner-forhoejet-told-paa-24-procent-paa-amerikanske-varer-i-et-aar

GDPR