
Den amerikanske præsident, Donald Trump, har med sin økonomiske politik skabt rystelser verden over. De omfattende højere toldsatser, der har ramt nærmest alt og alle, er i hjertet af Trump-administrationens økonomiske dagsorden. Men spørgsmålet er, om Trumps "usete brug af magt", som AFP beskriver det, er lovlig.
Onsdag skal USA's højesteret høre argumenter for og imod. Sagen er endt i højesteret, efter at flere lavere domstole har sagt, at den republikanske præsident har overskredet sine beføjelser.
For toldafgifterne er blevet indført ved at bruge en føderal lov, hvor hensigten er, at den kun skal tages i brug ved nødsituationer. Loven giver en præsident lov til at regulere en række økonomiske forhold, når en national nødsituation er erklæret.
Trump siger, at USA's handelsunderskud i 2024 svarer til en nødsituation, selv om USA har haft et handelsunderskud hvert år siden 1975. Han er ifølge Reuters den første præsident, der har gjort brug af mulighederne i loven.
- I årtier er vores land blevet plyndret af nationer fra nær og fjern og af venner såvel som fjender, sagde Trump i april, da han annoncerede den såkaldte gengældelsestold. Gengældelse - det betyder, at det, de gør mod os, gør vi mod dem.
Flere instanser har voteret imod Trumps told
Tolden har til formål at beskytte og styrke den amerikanske industri. Men trækket blev hurtigt udfordret ved domstolene. En lavere domstol sagde i maj, at Trump ikke har ret til at indføre tolden. Trump-administrationen appellerede, hvorfor tolden fortsatte med at gælde.
I august kom en appeldomstol til samme konklusion, hvorfor striden nu er endt i højesteret. Højesterets afgørelse vil ifølge AFP have store konsekvenser. Men det kan tage måneder, før en afgørelse ligger klar.
Højesteret, hvor seks ud af ni dommere er konservative, har allerede taget Trumps parti i en række afgørelser i år, skriver Reuters. Hvis den kommer frem til, at tolden er ulovlig, vil det ramme Trumps økonomiske politik. Hvis højesteret omvendt anser Trumps handlinger som inden for skiven, åbner det døren for endnu flere lignende tiltag.
Højesterets afgørelse vil ikke direkte påvirke sektorspecifik told, som Trump har indført på for eksempel stål, aluminium og biler.
Trump-administrationen mener, at toldafgifterne har presset store amerikanske handelspartnere som Japan og EU til at give store indrømmelser i forhandlingerne med USA.
Det vil hjælpe USA med at mindske handelsunderskuddet, og resultatet af de forhandlinger vil bestå, uanset hvordan højesterets afgørelse lyder, er vurderingen fra embedsmænd i administrationen ifølge Reuters.
Amerikanske selskaber, særligt små virksomheder, siger ifølge AFP, at de lider under de stigende omkostninger, som tolden har ført med sig.
Professor i økonomi Kent Smetters fra University of Pennsylvania advarer om, at de amerikanske virksomheder kan "blive mindre konkurrencedygtige", hvis tolden opretholdes.
Vil finde andre metoder ved nederlag
Men den går ingen vegne, uanset hvad højesteret kommer frem til. Sådan lyder det fra USA's finansminister, Scott Bessent. Han siger ifølge Reuters, at han forventer, at højesteret giver administrationen medhold.
Men hvis højesteret følger de lavere domstoles afgørelse, vil Trump og co. blot finde andre love, som de kan benytte til at fastholde de høje toldsatser. Der er flere at vælge imellem, påpeger Bessent.
- I bør regne med, at toldsatserne er her for at blive.
Professor Smetters er spændt på udkommet.
- Hvis højesteret virkelig tillader det, så er spørgsmålet, hvad administrationen ellers kan gøre uden Kongressens tilladelse, siger han til AFP.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.






















