USA's føderale handelsdomstol har natten til torsdag blokeret for toldsatser, der 2. april blev annonceret af den amerikanske præsident, Donald Trump. Det skriver flere medier heriblandt Reuters og CNN.
Afgørelsen fjerner ifølge CNN flere af de toldsatser, der er blevet indført på udenlandske varer i USA. Det gælder blandt andet basistold på ti procent, der i april blev lagt på varer fra de fleste lande, når de eksporteres til USA. Det gælder også den told, der er indført på 30 procent på kinesiske varer og toldsatsen på 25 procent på nogle varer fra Mexico og USA.
Afgørelsen gælder ifølge CNN ikke toldsatser på 25 procent, der er blevet indført på biler, stål og aluminium.
Et panel bestående af tre dommere vurderer, at Donald Trump har overskredet sine beføjelser ved at indføre en generel told på import fra lande, der sælger flere varer til USA, end de køber.
I USA skal toldsatser på import at udenlandske varer typisk godkendes af Kongressen.
Donald Trump har dog hævdet, at han også har beføjelser til at indføre nye toldsatser med argumentet om, at USA's handelsunderskud udgør en national nødsituation. Det er den føderale handelsdomstol ikke enig i.
- En grænseløs uddelegering af magten til at indføre told vil være en upassende overdragelse af den lovgivende magt til en anden del af regeringen, skriver panelet i en udtalelse ifølge AFP.
Dommerne konkluderer, at enhver fortolkning af loven, der "uddelegerer grænseløs bemyndigelse til at indføre told, er i strid med forfatningen".
Trump-administration har få minutter efter afgørelsen fra handelsdomstolen anket sagen.
- Det juridiske kup af ude af kontrol, skriver Trumps vicestabschef, Stephen Miller, natten til torsdag i et opslag på X.
Siden Donald Trump i januar blev taget i ed som præsident har han præsenteret toldsatser mod næsten alle verdens lande.
Herhjemme mener Dansk Industri, at domstolens afgørelse er godt nyt for danske virksomheder, men toldkrigen er langt fra ovre:
- Den straftold på 25 procent, som Trump har indført på stål og aluminium samt biler og bildele, består imidlertid, så handelskrigen er ingenlunde slut.
- Trump vil formentlig forsøge sig med tiltag på en række andre områder, så virksomhederne skal fortsat sove med støvlerne på, siger Peter Bay Kierkegaard, seniorchefkonsulent i Dansk Industri, i en skriftlig kommentar.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.