
Aalborg Universitet (AAU) etablerer med en bevilling på 53 mio. kr. fra Novo Nordisk Fonden en ny platform for undervisning og forskning i fremtidens energisystemer. Det nye anlæg, ENERGY-HUB, bliver placeret ved Institut for Energi i Aalborg og skal fungere som en miniudgave af et moderne energisystem, hvor studerende, forskere og samarbejdspartnere kan udvikle og afprøve teknologier i praksis. Det oplyser Aalborg Universitet i en pressemeddelelse.
ENERGY-HUB bliver et flagskibsprojekt for universitetets tværfaglige læring og teknologiske udvikling. Her skal studerende arbejde med alt fra energilagring og elnetintegration til samfundsmæssige og økonomiske aspekter af den grønne omstilling.
- Vi skaber en platform, hvor vi ikke blot underviser i fremtidens energisystemer – vi bygger dem. Det bliver en slags miniudgave af det energisystem, vi som samfund skal udvikle. Her kan studerende arbejde eksperimentelt og tværfagligt med virkelige teknologier og problemstillinger, siger Mads Pagh Nielsen, der er professor og viceinstitutleder på Institut for Energi samt projektleder for ENERGY-HUB.
De kommende år skal platformen også danne ramme om 50 såkaldte leadENG-projekter – en opskalering af AAU’s model for problembaserede studenterprojekter, hvor studerende fra forskellige fagretninger samarbejder om konkrete tekniske løsninger.
- Det er et kvantespring i ambitionsniveau. Det giver os mulighed for at bygge noget, der kan gøre en reel forskel. Men det handler ikke kun om teknologi. Fremtidens energisystemer kræver også forståelse for samfundsmæssige, politiske og menneskelige aspekter. Derfor er ENERGY-HUB et projekt for hele Aalborg Universitet – fra ingeniører og planlæggere til erhvervsøkonomer og jurister, siger Mads Pagh Nielsen.
Håber på besøg af tusindvis af unge
ENERGY-HUB får desuden et stærkt fokus på formidling og rekruttering. Projektet skal åbne dørene for op mod 5.000 elever fra gymnasier og grundskoler, som skal introduceres til fremtidens energiteknologier gennem besøg, workshops og praktiske aktiviteter.
Ifølge Mads Pagh Nielsen er erfaringen, at unge, som får mulighed for at opleve forskningsmiljøer på nært hold, oftere vælger en naturvidenskabelig eller teknisk uddannelse. Derfor afsættes der midler til, at skoler og gymnasier kan få dækket transportudgifter og deltage i undervisningsforløb på AAU.
- Vi ved, at de unge, der kommer ud og oplever noget på universitetet, har langt større tendens til at vælge en STEM-uddannelse, siger viceinstitutlederen.
Også Novo Nordisk Fonden ser ENERGY-HUB som et vigtigt initiativ for fremtidens energiuddannelse.
- Idéen med at lade studerende designe og bygge en mini-energipark som en del af deres uddannelse er innovativ, og det vil styrke deres forståelse og kompetencer i forhold til bæredygtige energisystemer. ENERGY-HUB giver samtidig skoler, gymnasier og offentligheden mulighed for at få indsigt i vigtigheden af den grønne omstilling. På lang sigt vil initiativet bidrage til at opbygge den nødvendige arbejdsstyrke og skabe den samfundsmæssige opbakning, det kræver for, at Danmark kan blive uafhængig af fossile brændstoffer i 2050, siger Berith Bjørnholm, der er Vice President for Education & Outreach i Novo Nordisk Fonden.
ENERGY-HUB opføres i perioden 2026–2032 og bliver en del af AAU’s 6.000 kvadratmeter store energilaboratorier. Projektet gennemføres i samarbejde med blandt andre University College Nordjylland, NTNU i Norge, UNESCO-centeret UCPBL på AAU samt en række gymnasier og grundskoler.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.






















