DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Næstformand for EU-Parlamentet Christel Schaldemose (S) ønsker, at EU-Parlamentet i sidste ende siger ja til den handelsaftale, som EU-Kommissionen har indgået med Trump-administrationen. Men hun mener, det er fair, at godkendelsen udskydes, efter at Trump har skabt ny usikkerhed med toldmeldinger. (Arkivfoto).
Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix

EU-Parlamentet udskyder godkendelse af handelsaftale med USA

Efter Trumps seneste toldtrusler har EU-Parlamentet valgt at udskyde tirsdagens afstemning om aftalen.
23. FEB 2026 16.13
Erhverv
EU
Politik

EU-Parlamentets handelsudvalg har mandag valgt at udskyde godkendelse af handelsaftalen med USA. Det oplyser EU-Parlamentet. Beslutningen kommer, efter at USA's præsident, Donald Trump, i weekenden meldte nye toldsatser ud.

EU-Parlamentet skulle ellers tirsdag have stemt om aftalen. Det blev set som et vigtigt skridt frem mod en normalisering af handelsforholdet til USA. Handelsaftalen er nemlig først endeligt godkendt af EU, når parlamentet har givet grønt lys.

EU-Parlamentets beslutning er dog ikke udtryk for, at EU er ved at forlade aftalen. Både EU-Kommissionen og EU-landene står fortsat bag aftalen, der blev indgået af EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, på et møde med USA's præsident, Donald Trump, i Skotland sidste sommer. 

Alle tre EU-institutioner efterlyser dog klarhed om, hvorvidt USA er ved at bryde aftalen.

Det sker i kølvandet på, at USA's højesteret fredag med stemmerne seks mod tre afgjorde, at Trump ikke havde beføjelser til at indføre de globale toldsatser, som rystede den globale handel sidste år. Trumps reaktion på højesteretsdommen var at tage toldhammeren op af skuffen endnu en gang.

Først annoncerede han en global told på ti procent på importvarer, før han lørdag udtalte, at han vil hæve tolden til 15 procent. Det fik formanden for EU-Parlamentets handelsudvalg, Bernd Lange, til at fremsætte forslag om at suspendere gennemførelsen af EU's toldaftale med USA, fordi det er uklart, om USA stadig vil overholde den.

- Før der kan tages yderligere skridt, har vi brug for klarhed og retssikkerhed, sagde Lange, der er medlem af EU-Parlamentet fra Tyskland søndag ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.

Det er det forslag, Lange nu har fået opbakning til i EU-Parlamentets handelsudvalg.

Christel Schaldemose er ikke overrasket

Det overrasker ikke næstformanden i EU-Parlamentet, danske Christel Schaldemose, som forud for mødet i handelsudvalget havde talt med flere medlemmer af EU-Parlamentet, der pegede på en udskydelse.

- Jeg synes generelt, at vi skal være nogen, man kan regne med. Så når vi har indgået en aftale, skal vi holde den. Men det gør den anden side ikke.

- Så det er fair nok lige at pause aftalen, mens man finder ud af, hvad der er op og ned i det her, sagde Christel Schaldemose mandag forud for mødet i handelsudvalget.

Der er ikke sat en ny dato for afstemningen om godkendelse af handelsaftalen med USA, oplyser EU-Parlamentet.

Dermed kan parlamentet vente, til der er klarhed, før man vil sætte aftalen til afstemning igen.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//solenergi/artikel/eu-parlamentet-udskyder-godkendelse-af-handelsaftale-med-usa

GDPR