DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS

Ti koncerner står for hovedparten af industriens eksport-overskud

Danmarks overskud på betalingsbalancen skyldes ifølge Danmarks Statistik især de største industrikoncerner.
13. APR 2026 10.17
Erhverv
Økonomi

Store dele af Danmarks overskud fra global samhandel kommer fra de ti største industrikoncerner. Det viser en analyse fra Danmarks Statistik.

I 2025 bidrog de ti største industrikoncerner i Danmark således med 68 procent af industrikoncernernes samlede bidrag til overskuddet på betalingsbalancen. Betalingsbalancen er en opgørelse over Danmarks handel med resten af verden. Er der overskud, eksporterer virksomhederne mere, end de importerer. Ved underskud forholder det sig modsat.

Industrikoncerner bidrog samlet set med 531 milliarder kroner til overskuddet på betalingsbalancen i 2025, skriver Danmarks Statistik. Det er mere end Danmarks samlede overskud på betalingsbalancen, som var på 441 milliarder kroner i 2025.

Det skyldes, at andre brancher importerer mere, end de eksporterer. Det gælder ifølge Danmarks Statistik eksempelvis inden for handel.

Siden 2018 er industrikoncernernes bidrag til overskuddet på betalingsbalancen steget. Det samme gælder de ti største industrikoncerner. Det skyldes ifølge Aron T. Besrat, som er statistikansvarlig i Danmarks Statistik, blandt andet øget globalisering og større virksomheder.

- Udviklingen hænger både sammen med, at de største virksomheder bliver stadig større, og sammen med øget globalisering, hvor de største industrikoncerner også har produktion uden for landets grænser, siger han i en pressemeddelelse.

Danske koncerners produktion uden for Danmarks grænser registreres som eksport, der ikke krydser en dansk grænse. Det er især denne del af eksporten, som er steget siden 2018, forklarer Aron T. Besrat.

I 2018 var de ti største industrikoncerners andel af industrikoncernernes samlede bidrag på 57 procent. Dermed er det steget 11 procentpoint frem til 2025. En koncern er en række selvstændige virksomheder, som kontrolleres af et moderselskab. Koncerner opererer som en samlet økonomisk enhed.

I Danmarks Statistiks analyse opfylder industrikoncernerne desuden en række krav om omsætning eller ansatte inden for industrien.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//vindkraft/artikel/ti-koncerner-staar-for-hovedparten-af-industriens-eksport-overskud

GDPR