DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Priserne for at tanke benzin og diesel er steget, efter at konflikten brød ud i Mellemøsten. Med et prisfald på olie ventes også priserne på benzin og diesel at falde, men formentligt til et højere niveau, end før krigen brød ud. (Arkivfoto).
Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Højere benzinpriser kan være den nye normal

En våbenhvile i Mellemøsten får umiddelbart olieprisen til at dykke. Benzinprisen ventes at følge efter, men formentligt ikke til et niveau som før krigen.
8. APR 2026 15.11

Befolkninger i Mellemøsten kan formentlig drage et foreløbigt lettelsens suk i kølvandet på nyheden om to ugers våbenhvile mellem Iran og USA, og det gælder formentlig også dem, der frygter en energikrise.

For umiddelbart efter nyheden om våbenhvilen - og dermed mulighed for igen at sende de store olietankere igennem Hormuzstrædet - fulgte et markant dyk i prisen for en tønde olie på verdensmarkedet.

Det ventes at smitte af på benzin- og dieselpriserne i de kommende dage, fortæller Ilyas Dogru, der er forbrugerøkonom i bilejernes interesseorganisation FDM.

- Men man skal ikke forvente, at priserne kommer ned på niveau med priserne før krisen lige foreløbig, siger forbrugerøkonomen.

Han venter i første omgang et fald på omkring en krone for en liter diesel og 50 øre for en liter benzin.

- Og man skal forberede sig på, at olieprisen og priserne ved benzinstanderne kan komme til at svinge meget i den kommende tid, siger han.

Priserne for at tanke benzin og diesel er steget, siden krigen brød ud.

Især er prisen for en liter diesel steget kraftigt. Ifølge FDM's opgørelse lød prisen for en liter diesel onsdag på rekordhøje 18,49 kroner. Det var uændret fra tirsdag. Den 1. marts lød prisen ifølge FDM på 13,39 kroner for en liter diesel.

Prisen for en liter benzin lød onsdag på 16,19 kroner. Det var også uændret fra tirsdag. Den 1. marts var prisen ifølge FDM 13,79 kroner for en liter benzin.

Prisen for en tønde Brent-råolie faldt onsdag morgen hurtigt og dramatisk til 92,35 dollar.

Det var et fald på 15 procent, hvilket ifølge TV 2 kun overgås af fald omkring Golfkrigen i 1991 og coronapandemien i 2020.

Alligevel har det lange udsigter, før bilisterne igen kan tanke brændstof til priser, der minder om dem før krigen, vurderer også chefanalytiker Jens Nærvig Pedersen, Danske Bank.

- Vi kom fra et ret lavt niveau, inden krigen startede, hvor der næsten var for meget olie på markedet.

- Det er nok urealistisk, at vi kommer helt tilbage på det prisniveau, vi havde, før krigen brød ud, siger han.

Ifølge CNN var prisen på en tønde olie 67,02 dollar den 27. februar, før krigen begyndte.

Våbenhvilen betyder, at skibe kan sejle sikkert gennem Hormuzstrædet de næste to uger.

20 procent af verdens olie og gas transporteres normalt gennem strædet, som Iran de facto har blokeret, siden Israel og USA angreb landet den 28. februar.

Hvordan priserne på olie og brændstof vil udvikle sig, afhænger af, om våbenhvilen overholdes, og om rederierne så faktisk tør sende de store olietankere igennem strædet, vurderer Jens Nærvig Pedersen.

- Det bliver rigtig interessant at følge, hvor meget olien kommer til at flyde gennem Hormuzstrædet. Én ting er at melde en våbenhvile ud. En anden ting er, hvor mange skibe der i praksis kommer til at sejle igennem.

- Med prisfaldet på olie ser det ud til, at der er høje forventninger i markedet om, at der vil være en hel del tankskibe der sejler igennem.

- Dieselmarkedet er også afhængigt af raffinerede produkter fra Mellemøsten, så det bliver også interessant at følge, om der bliver løst lidt op fra den del af energimarkedet, siger Jens Nærvig Pedersen.

Også gasprisen faldt umiddelbart efter nyheden om våbenhvilen mellem USA og Iran.

Ifølge nyhedsbureauet AFP faldt prisen på europæisk naturgas 20 procent onsdag morgen.

Meldingen om en våbenhvile bredte sig også som ringe i vandet til aktiemarkederne, hvor investorerne tog godt imod nyheden og sendte kurser i vejret.

I København åbnede C25-indekset med en stigning på 2,5 procent.

/ritzau/

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//havenergi/artikel/hoejere-benzinpriser-kan-vaere-den-nye-normal

GDPR