DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Frankrig har beslaglagt olietankeren "Grinch", som mistænkes for at være en del af den russiske skyggeflåde. Søndag ligger skibet for anker ud for byen Martigues ved Middelhavet.
Manon Cruz/Reuters

Frankrig tilbageholder kaptajn på mistænkt skyggeskib

Frankrig mistænker skibet "Grinch" for at være en del af Ruslands skyggeflåde og tilbageholder kaptajnen.
26. JAN 2026 8.30
Internationalt
Olie
Sikkerhed

Kaptajnen på olietankeren "Grinch", som mistænkes for at være en del af den russiske skyggeflåde, er tilbageholdt i Frankrig. Det oplyser anklagemyndigheden i den franske by Marseilles.

Skibet blev torsdag beslaglagt i Middelhavet af den franske flåde og ligger søndag for anker ud for byen Martigues nær Marseilles. Den 58-årige kaptajn er indisk statsborger. Det er resten af besætningen også.

Anklagemyndigheden i Marseilles, som har ansvar for efterforskningen af sagen, siger, at de øvrige besætningsmedlemmer opholder sig om bord på olietankeren. Nær den ligger et skib fra den franske flåde og to patruljebåde fra politiet, har en fotograf fra AFP set.

Flere lande i Europa - også Danmark - forsøger at sætte ind over for Ruslands skyggeflåde. Skibene sejler under andre flag end det russiske for at omgå internationale sanktioner mod Ruslands eksport af olie og gas. Det er sanktioner, som skal tvinge Ruslands økonomi og krigsmaskine i knæ, så landet opgiver krigen i Ukraine.

Men for nuværende fortsætter eksporten af de fossile brændsler, og det har vist sig svært for de europæiske lande at gøre noget ved den. Skyggeskibene udskifter jævnligt, hvilket flag de sejler under, og det gør det sværere at følge dem. EU har indført sanktioner mod knap 600 skibe, som menes at tilhøre skyggeflåden.

De franske myndigheder oplyser, at det 249 meter lange skib "Grinch" optræder under det navn på en britisk sanktionsliste, mens skibet på europæiske og amerikanske lister kaldes "Carl".

Det er anden gang inden for nogle måneder, at Frankrig beslaglægger et skib mistænkt for at omgå sanktioner. I september var det olietankeren "Boracay", som de franske myndigheder bordede. Det sejlede under Benins flag, men menes altså at være under russisk kontrol.

Tankerens kaptajn - en kinesisk statsborger - skal for retten i februar. Fra russisk side er den franske indsats mod skibene blevet kritiseret. Ruslands præsident, Vladimir Putin, har kaldt beslaglæggelsen af "Boracay" for pirateri.

/ritzau/AFP

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//havenergi/artikel/frankrig-tilbageholder-kaptajn-paa-mistaenkt-skyggeskib

GDPR