Danmark bør fortsætte med at indvinde sin egen gas i Nordsøen på naturgasfeltet Tyra II helt indtil sidste øjeblik i 2050. Det siger Dansk Industris administrerende direktør, Lars Sandahl Sørensen, ved den officielle genåbning af gasfeltet i Esbjerg.
- Vi bør reducere vores afhængighed af olie og gas fra lande uden for Europa – især fra Rusland. Det gør Tyra II ikke blot til et dansk projekt, men en europæisk mulighed, siger han.
I dag har Tyra II tilladelser til at producere indtil 2042. Dermed står gasproduktionen til at stoppe, otte år inden at Folketingets Nordsøaftale officielt sætter en ende på det danske olie- og gaseventyr i 2050.
Nordsø-aftalen blev indgået som en stor klimapolitisk landvinding, hvor Danmark markerede sig internationalt ved at sætte en slutdato for olie- og gasproduktionen.
Hvis det står til Dansk Industri, skal klimapolitikken ikke overimplementeres ved at tage feltet ud af drift før tid.
- Som en del af beslutningen om at genåbne Tyra-feltet, bør vi genoverveje muligheden for at udnytte de eksisterende licenser helt frem til 2050 – og ikke kun indtil 2042, hvor de nuværende tilladelser udløber, siger Lars Sandahl Sørensen.
Tyra-feltet har i årtier været en fossil kilde for Danmark med olie- og gasproduktion, siden feltet blev fundet i 1968. I 2019 blev indvindingen af gas dog sat på pause, fordi boreplatformen skulle renoveres. I 2024 blev produktionen genoptaget, og mandag har man officielt genåbnet feltet med en ceremoni på Esbjerg Havn.
For Dansk Industri er det en stor dag.
- Genåbningen af Tyra II markerer en historisk dag for både Danmarks og Europas energisikkerhed, lyder det fra Lars Sandahl Sørensen.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.