Lastning af olie er i et vist omfang blevet indstillet midlertidigt i Fujairah, som er et vigtigt olieknudepunkt i De Forenede Arabiske Emirater. Det sker efter et droneangreb og en brand. Det oplyser kilder inden for industrien ifølge nyhedsbureauet Reuters lørdag.
Imens viser billeder fra havnebyen sorte røgskyer, der stiger op. Suspenderingen i Fujairah kom, nogle timer efter at USA angreb militære mål på den iranske olieø Kharg. Øen har stor betydning for Irans olieindustri.
Irans Revolutionsgarde har som reaktion på angrebet sagt, at amerikanske interesser i blandt andet De Forenede Arabiske Emirater vil være legitime mål for Iran.
Fujairah, hvorfra der dagligt udskibes omkring en million tønder olie, ligger ud til Omanbugten tæt på Hormuzstrædet. Det travle stræde er blevet stort set lukket under den igangværende uro i Mellemøsten. Det har medført stigende oliepriser.
Der sejles normalt hver dag 19-20 millioner tønder olie fra Golfen igennem strædet og ud i verden. Det svarer til omkring 20 procent af verdens forbrug.
Branden i Fujairah er ifølge emiraternes mediekontor opstået, efter at en drone er blevet skudt, og vragdele er faldet ned. Der er ikke meldinger om tilskadekomne. Civilforsvar er ved at håndtere branden, hedder det i en melding fra mediekontoret.
Det Internationale Energiagentur har i løbet af ugen advaret om en forsyningskrise. Danmark har efter anmodning fra IEA frigivet 1.246.000 tønder olie fra beredskabslagre, oplyste Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet fredag.
/ritzau/Reuters
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.
























