DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
ExxonMobils topchef, Darren Woods, og flere andre chefer for amerikanske olieselskaber var fredag til møde i Det Hvide Hus for at drøfte mulighederne for at investere i Venezuelas olieindustri. ExxonMobil er skeptisk omkring at vende tilbage til landet, som virksomheden forlod i 2007.
Brendan Smialowski/Ritzau Scanpix

Amerikanske selskaber er skeptiske over for olieeventyr i Venezuela

Topchef i den amerikanske oliegigant ExxonMobil mener ikke, at Venezuela er værd at investere i lige nu.
12. JAN 2026 8.43
Erhverv
Internationalt
Olie

Flere olieselskaber i USA er skeptiske over for at investere i Venezuelas enorme oliereserver. ExxonMobil og flere andre repræsentanter for store oliefirmaer i USA var fredag til møde med den amerikanske præsident, Donald Trump, i Det Hvide Hus.

ExxonMobils administrerende direktør, Darren Woods, mener, at der er behov for store reformer i Venezuela, før selskabet er klar til igen at vende tilbage til det sydamerikanske land.

- Vi har fået vores aktiver beslaglagt der to gange, og man kan forestille sig, at det at gå ind for tredje gang ville kræve nogle ganske betydelige ændringer, siger Darren Woods.

- Hvis vi ser på de juridiske og kommercielle strukturer og rammer, der er på plads i Venezuela i dag, så er det ikke muligt at investere der, tilføjer han.

Mødet i Det Hvide Hus fandt sted, mindre end en uge efter at amerikanske styrker rykkede ind i Venezuela og tog præsident Nicolás Maduro til fange.

Trump vil have kontrol med olie

Trump har ikke lagt skjul på, at kontrollen over Venezuelas olie var en central del af årsagen til militæraktionen.

Heller ikke ConocoPhillips forpligtede sig på fredagens møde til at operere i Venezuela.

Chevron sagde ifølge nyhedsbureauet Reuters, at selskabet er klar til at øge produktionen i Venezuela med omkring 50 procent inden for de næste 18-24 måneder. Chevron er i øjeblikket det eneste amerikanske selskab, der har licens til at operere i Venezuela.

ExxonMobil og ConocoPhillips trak sig ud i 2007, efter at have nægtet krav fra den daværende præsident, Hugo Chávez, om at afgive flertalskontrol til staten.

Venezuela råder over en femtedel af verdens oliereserver, men landet udvinder kun 0,8 procent af den olie, der udvindes på globalt plan.

Det skyldes blandt andet, at skiftende regeringer har forsømt vedligeholdelsen af infrastrukturen omkring olieindustrien, og at industrien har manglet internationale investeringer og været ramt af udenlandske sanktioner.

Donald Trump siger på mødet i Det Hvide Hus, at det bliver hans administration, der kommer til at afgøre, hvilke olieselskaber der får lov til at operere i Venezuela.

Trump siger, at olieselskaberne skal "forhandle direkte med os", hvilket signalerer, at den amerikanske regering vil forsøge at holde Venezuela uden for processen, når det gælder om udnyttelsen af landets egne oliereserver.

/ritzau/AFP/amp
 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//havenergi/artikel/amerikanske-selskaber-er-skeptiske-over-for-olieeventyr-i-venezuela

GDPR