Hanstholm Havn
Kritisk socialdemokrat: Hvordan blev Hanstholms Havns havnechef valgt?
Kommunalpolitiker Peter Skriver Nielsen (S) stiller i skarpe spørgsmål om Hanstholm Havn. Her er han i Hanstholm Fiskeauktions haller i forbindelse med en rundvisning for økonomiudvalget i Thisted Kommune.
Foto: Privat foto Peter Skriver Nielsen.

Kritisk socialdemokrat: Hvordan blev Hanstholms Havns havnechef valgt?

Kommunalpolitiker Peter Skriver Nielsen (S) måtte læse om en ny havnechef i avisen, selvom han sidder i Thisted Kommunes økonomiudvalg. Det har han nu stillet spørgsmål til.
1. MAR 2023 14.40

Den 1. januar blev Hanstholm Havn kommunal efter at have været selvstyrehavn. Thisted Kommune gjorde havnen kommunal sammen med en gæld i omegnen af 630 mio. kr.

Vicedirektør og driftschef Søren Zohnesen blev konstitueret direktør efter fyringen af Nils Skeby i foråret 2022, men da havnen blev kommunal, skulle der ansættes en havnechef i stedet for en direktør.

For socialdemokraten og mangeårigt byrådsmedlem i Thisted Kommune Peter Skriver Nielsen var der oprindeligt ingen tvivl om, at der måtte en ny person til stillingen som havnechef, da havnen blev kommunal. Han havde som medlem af kommunalbestyrelsens økonomiudvalg også tænkt, at det var en ansættelse, som skulle besluttes i udvalget, men han blev overrasket.

- Vi kunne læse i avisen, at Søren Zohnesen var blevet ansat som havnechef, fortæller Peter Skriver Nielsen.

Peter Skriver Nielsen havde i forvejen en fornemmelse af, at ikke alle informationer omkring Hanstholm Havn er blevet fremlagt for ham, inden han blev medlem økonomiudvalget efter sidste byrådsvalg. Derfor har han søgt aktindsigt i havnens bestyrelsesreferaterne gennem de sidste ti år. Spørgsmålene er mange, og et af de centrale for ham er, hvorfor alarmklokkerne ikke er ringet i forbindelse med lånet på 650 mio. kr. blev optaget til havneudvidelsen.

- Måske er der noget, som vi ikke har fået at vide dengang, hvor lånet til havnen blev taget, siger Peter Skriver Nielsen.

Nu står havnen, der baserer sine indtægter på det vigende fiskeri samt en enkelt fragtrute foran en forretningudvikling af de helt store. Omsætningen der ligger mellem 30-33 mio. kr. årligt skal øges, og det kræver stærke kompetencer indenfor forretningsudvikling i en grøn retning.

- Jeg havde noget imod, at Søren Zohnesen skulle udnævnes, siger Peter Skriver, der oprindeligt gerne ville have set en ny på posten.

Søren Zohnesen var frem til sidste kommunalvalg medlem af Thisted byråd for Venstre, hvor han ikke opnåede genvalg. Zohnesen var havneassistent i Hanstholm Havn, indtil han blev vicedirektør og driftschef i december 2020. Ellers har han erfaring som fiskeskipper og som styrmand hos kystredningstjenesten foruden en afgangseksamen fra folkeskolen.

Det er kompetencer, som fik den forhenværende folketingspolitiker og lokalforankrede venstremand Svend Heiselborg til at sige følgende om udnævnelsen til DOI.dk i begyndelsen af januar måned:

- Jeg kan ikke sige noget skidt om Søren Zohnesen, der jo også er venstremand. Men spørgsmålet er, om han er den rigtige til opgaven, vurderede Svend Heiselberg.

Venstremand valgt igen og igen

Det er ikke første gang, at en venstremand er blevet valgt til stillinger i forbindelse med Hanstholm Havn, efter at Niels Jørgen Pedersen (V) er blevet blevet borgmester i Thisted Kommune. Den forhenværende toppolitiker Kristian Jensen blev nemlig formand for Hanstholm Havns bestyrelse i marts 2022 – et hverv som han kun nåede at beskride to måneder, inden han skiftede til en direktørpost hos Green Power Denmark.

Da Søren Zohnesen blev udnævnt til havnechef, uden at ansættelsen var blevet drøftet i økonomiudvalget, er tanken nærliggende, at venstreborgmesteren havde sørget for at sikre posten til sin partikollega, mener Peter Skriver Nielsen.

- Jeg er ikke mistroisk, men det skal foregå åbent, ærligt og hærderligt. Selvom jeg ikke kan være sikker, så er det nærliggende at tro, det er foregået sådan, siger Peter Skriver Nielsen.

Derfor har Peter Skriver Nielsen brugt muligheden for at stille kritiske spørgsmål i økonomiudvalget. Her spurgte han om, hvorfor ansættelsen af Søren Zohnesen som havnechef ikke er blevet behandlet i økonomiudvalget. Svaret som han fik, var i den grad en overraskelse.

- Jeg fik at vide, at Søren Zohnesen er gået tilbage til sin stilling som vicedirektør og driftchef, der svarer til havnechef. Nu er direktøren for havnen kommunens tekniske direktør Mogens Kruse Andersen. Det er også ham, der har kompetencen til at ansætte havnechefen, fortæller Peter Skriver Nielsen.

Hvordan det passer sammen med, at Thisted Kommune i en pressemedelelse den 3. januar skrev, Søren Zohnesen er udnævnt som ny havnechef. Det kan Peter Skriver Nielsen heller ikke få helt til at passe.

- Den information, der blev meldt ud den gang, var misvisende, siger Peter Skriver Nielsen nu, og det har han allerede handlet på.

- Jeg har bedt om at få et organisationsdiagram til næste økonomiudvalgsmøde i marts, siger Peter Skriver Nielsen.

I mellemtiden har han accepteret, at Søren Zohnesen er blevet havnechef i Hanstholm Havn.

- Søren kender havnen, og det er noget, der er brug for nu, lyder det.

Men det er heller Søren Zohnesen, som Peter Skriver Nielsen klandrer for noget, men kulturen omkring havnen.

- Mange har sagt, havnen har været et lukket selskab, siger Peter Skriver Nielsen, der ikke lader meget tvivl om, at han kommer til udøve demokratisk kontrol af havnen fremover med kritiske spørgsmål, når det er nødvendigt.

DOI.dk har forsøgt at indhente en kommentar fra Thisteds borgmester Niels Jørgen Pedersen (V). 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


 

 


 

 

 

 

 



This article has been automatically translated from danish.
Sign up for the newsletter