DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Peter Møllgaard fra Klimarådet påpeger behovet for at planlægge den lange klimaindsats allerede nu. (Arkivfoto).
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Klimarådet efterlyser en regeringsplan for langsigtede klimamål

Der mangler planer for, hvordan Danmark kan nå de langsigtede mål om klimaneutralitet, vurderer Klimarådet.
31. OKT 2025 10.05
Klima
Natur

Folketingets klimaindsats har primært været fokuseret på at nå de nære klimamål for 2030. Men der mangler en langsigtet strategi for, hvordan Danmark skal indfri klimamålene for 2045 og 2050 og dermed opnå klimaneutralitet.

Det vurderer Klimarådet, der er regeringens eksterne ekspertorgan om den grønne omstilling.

- Hvis man gerne vil være klimaneutral hurtigt, skal man også lave en større del af tilpasningerne på den korte bane, siger Klimarådets formand, Peter Møllgaard.

Fredag udgiver Klimarådet sin årlige vurdering af regeringens klimaprogram. I regeringens klimaprogram skitseres de planlagte klimaindsatser i fremtiden. De præsenterede planer er dog for kortsigtede, mener Klimarådet.

- Klimaprogrammet kunne med fordel have mere fokus på regeringens visioner for, hvordan vi skal nå i retning af de langsigtede klimamål, lyder det i rapporten.

For mens de officielle klimafremskrivninger viser, at Danmark er på vej til at indfri 2030-målet om 70 procents CO2-reduktion, er der stadig et stykke at nå derefter.

Klimarådet: Husk langsigtede mål

Regeringen står foran at indkalde til forhandlinger om et nyt klimamål for 2035. Her påpeger Klimarådet, at det er vigtigt, at dét mål flugter med de langsigtede.

Her er det officielle mål i klimaloven, at Danmark i 2050 skal være klimaneutralt. SVM-regeringen har dog i sit regeringsgrundlag foreslået, at Danmark skal nå dertil allerede i 2045 og ydermere optage mere CO2, end man udleder, i 2050.

Samtidig har flere partier advokeret for, at klimaneutraliteten fremrykkes helt til 2040.

Det nye mål er dog ikke lovfæstet endnu, hvilket Klimarådet også kalder på for at kunne sikre klimapolitikken fremadrettet.

- Om man vælger at være klimaneutral i 2040, 2045 eller 2050 har stor betydning for, hvor stort et mål man skal lave i 2035, siger Peter Møllgaard.

Klimarådet har rejst denne kritik før, og regeringen har svaret, at man med udarbejdelsen af det nye 2035-mål også vil udkomme med en klimahandlingsplan for de næste ti år.

Det er dog stadig ikke tilstrækkeligt, lyder det fra Klimarådet.

- En sådan handlingsplan bør suppleres af en langsigtet klimastrategi, som rækker længere end 10 år ud i fremtiden, lyder det i rapporten.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//ccs/artikel/klimaraadet-efterlyser-en-regeringsplan-for-langsigtede-klimamaal

GDPR