
Den danske vindmøllemager Vestas vil skære 220 stillinger i særligt Danmark og Storbritannien. Det sker som følge af sammenlægningen med MHI Vestas, som Vestas sidste år overtog fuldt ud. Det oplyser Vestas i en pressemeddelelse.
Ifølge Vestas er man efter sammenlægningen blevet for mange på tværs af den samlede organisation. Og derfor skal der siges farvel til medarbejdere.
Ifølge senest offentliggjorte regnskab har Vestas i underkanten af 26.000 medarbejdere. Det er opgjort før sammenlægningen med MHI Vestas.
Den administrerende direktør i Vestas, Henrik Andersen, forklarer, at man siden aftalen om at overtage MHI Vestas har planlagt, hvordan organisationen skal se ud for bedst muligt at kunne vokse inden for vind både til lands og til vands.
- Vi har nu startet vores implementeringen af vores integrationsplaner, hvilket desværre inkluderer, at vi må sige farvel til cirka 220 hårdtarbejdende kolleger, siger Henrik Andersen.
Ifølge pressemeddelelsen vil Vestas nu indlede samtaler med repræsentanter for medarbejderne. Der er forventning om, at de fleste af de medarbejdere, der skal siges farvel til, har fået besked ved udgangen af januar.
Overtagelse til 5,3 mia. kr.
Vestas annoncerede i slutningen af oktober, at de havde indgået en aftale med Mitsubishi Heavy Industries (MHI) om at overtage deres del af MHI Vestas for godt 5,3 mia. kr. som den del i Vestas' strategi om at styrke sit fokus på havvind.
I den forbindelse skulle en række ledende skikkelser fra MHI Vestas integreres i Vestas. I forbindelse med salget af MHI Vestas stoppede Phillipe Kavafyan efter godt 2,5 år som CEO for MHI Vestas.
Philippe Kavafyans afløser, CEO i MHI Vestas Johnny Thomsen, bliver Group Senior Vice President og Head of Global Offshore Commercial i Vestas. Head of Global Offshore Service & Construction i MHI Vestas Flemming Ougaard bliver Senior Vice President og Head of Global Offshore Service & Construction i Vestas.
Målet er, at MHI Vestas er fuldt integreret i Vestas d. 1. februar 2021.
esl/Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.