DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Danske Vestas, der producerer vindmøller, er ramt af et cyberangreb. (Arkivfoto)
Alkis Konstantinidis, Reuters

Vestas ramt af cyberangreb og lukker systemer ned: Data er kompromitteret

Vestas blev fredag ramt af cyberangreb, men der er ingen indikationer på, at vindmølleproducents kunder er påvirket af "cyberhændelse", oplyser Vestas.
22. NOV 2021 8.27
IT

Fredag blev Vestas ramt af cyberangreb, og Vestas arbejder fortsat på at undersøge, hvad konsekvenserne er af et cyberangreb, som fredag ramte den danske vindmøllegigant.

Indtil videre tyder undersøgelserne på, at "data er blevet kompromitteret" i Vestas' interne it-infrastruktur. Det oplyser selskabet i en fondsbørsmeddelelse.

- De foreløbige resultater af selskabets undersøgelser indikerer, at hændelsen har påvirket dele af Vestas' interne it-infrastruktur, og at data er blevet kompromitteret.

- Arbejdet og undersøgelserne af situationen er fortsat undervejs, skriver Vestas.

Til gengæld er der ikke noget, som indikerer, at det, som Vestas har kaldt en "cybersikkerhedshændelse", har påvirket deres kunder og forsyningskæde.

- Vestas' produktions-, installations- og serviceteams har været i stand til at fortsætte arbejdet, selv om flere operationelle it-systemer har været lukket ned for en sikkerheds skyld.

- Vestas er allerede påbegyndt en gradvis og kontrolleret genstart af it-systemer, oplyser selskabet videre.

Det var lørdag, at Vestas offentligt oplyste, at det fredag var blevet ramt. For at begrænse problemet lukkede selskabet ned for it-systemer på tværs af flere forretningsenheder og lokationer.

Vestas oplyser, at selskabet siden har samarbejdet med eksterne partnere døgnet rundt for at inddæmme situationen og genetablere it-systemerne.

Flere store selskabar ramt

Vindmølleproducenten er ikke det eneste selskab i Danmark, som er blevet ramt af cyberangreb af varierende grad inden for de senere år. Sidste år blev den store danske servicekoncern ISS udsat for et angreb. Tidligere er også containergiganten A.P. Møller-Mærsk og Demant, der laver høreapparater, blevet ramt.

Regningerne er efterfølgende løbet op i flere hundrede millioner kroner i blandt andet tabt omsætning og genopbygning af systemer.

Alle tre selskaber er ligesom Vestas store virksomheder, der er noteret på børsen i København. Alle fire er en del af det ledende danske aktieindeks, C25.

Vestas blev grundlagt i 1945. Dengang producerede det landbrugsudstyr. I 1975 leverede Vestas de første vindmøller, og nu leveres der møller både til lands og vands i hele verden.

I dag har selskabet tæt på 30.000 ansatte over store dele af verden.

Sidste år havde selskabet en omsætning på 14,8 mia. euro. Det svarer til 110,1 mia. kr. Det gav et overskud på, hvad der svarer til 6,9 mia. kr. før skat.


Ritzau

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//vindkraft/artikel/vestas-ramt-af-cyberangreb-og-lukker-systemer-ned-data-er-kompromitteret

GDPR