
Den amerikanske regering ønsker at udvide med olie- og gasboringer i havet ud for delstaterne Californien, Florida og Alaska. Det oplyste USA's indenrigsminister, Doug Burgum, torsdag ifølge nyhedsbureauerne AP og AFP.
Der vil sammenlagt blive udbudt 34 nye udlejningsfelter, som dækker over et samlet havareal på 500 millioner hektar. Det svarer til et område på størrelse med Amazonas-regnskoven, skriver AFP.
Planen omfatter boringer i farvande ud for Alaskas nordkyst, hvor der aldrig tidligere er blevet boret. Med planen ønsker regeringen ifølge Doug Burgum at fremtidssikre USA med fossil energi.
- Ved at gå videre med udviklingen af en robust, fremsynet udlejningsplan sikrer vi, at Amerikas offshoreindustri forbliver stærk. Vi sikrer også, at vores arbejdere forbliver i beskæftigelse, og at vores nation i årtier frem forbliver dominerende, når det gælder energi, siger indenrigsministeren ifølge AFP.
USA har efterlyst flere boringer
USA's præsident, Donald Trump, har flere gange efterlyst flere boringer efter olie og gas. Samtidig har han udtalt sig kritisk om havvindmøller og andre grønne energiformer.
I disse år forsøger flere af verdens lande at omstille sig fra forurenende fossile brændstoffer i et forsøg på at bekæmpe klimaforandringer. Trump har ofte omtalt klimaforandringerne som et fupnummer.
Regeringens plan for at udvide olie- og gasboringer bliver mødt med modstand fra især Californien, hvor delstatsregeringen har sagt, at den vil blokere for boringer i farvandene ud for Californien. Gavin Newsom, delstatens guvernør, er kritisk over for planen.
- Californierne husker den miljømæssige og økonomiske ødelæggelse fra tidligere olieudslip. I årtier har Californien stået fast i vores modstand mod nye offshoreboringer, og intet vil ændre det, siger Newsom ifølge AFP.
Den republikanske senator i Florida, Rick Scott, udtrykker også forbehold.
- Floridas kyster skal ikke benyttes til olieboringer, men beskyttes af hensyn til Floridas turisme, miljø og muligheder for militær træning, skriver Rick Scott på det sociale medie X.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.
























