DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Der har været lukket for russisk olie til Ungarn og Slovakiet via Druzjba siden 27. januar. Billedet, der viser en del af rørledningen, er taget i Százhalombatta i Ungarn. (Arkivfoto).
Bernadett Szabo/Reuters

Ukraine: Vi har ramt russisk olieanlæg på vigtig rørledning

Olieanlæg, der ifølge Ukraine er vigtigt for rørledning, som sender olie til udlandet, er blevet ramt.
23. FEB 2026 16.12
Internationalt
Olie
Sikkerhed

Ukrainske droner har ramt en oliepumpestation i den russiske region Tatarstan, der ligger over 1200 kilometer fra den russisk-ukrainske grænse. Det oplyser en unavngiven kilde fra den ukrainske efterretningstjeneste SBU mandag. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Meldingen er ikke blevet bekræftet fra russisk side.

Stationen er ifølge kilden et vigtigt anlæg for olierørledningen Druzjba, der transporterer russisk olie gennem Ukraine til Ungarn og Slovakiet. Der har været lukket for russisk olie til Ungarn og Slovakiet via Druzjba siden 27. januar, hvor et russisk droneangreb ifølge Ukraine ramte udstyr til rørledningen i det vestlige Ukraine.

Slovakiet og Ungarn har sagt, at Ukraine er skyld i det langvarige forsyningsnedbrud.

- Indtil Ukraine igen lader olie komme til Ungarn og Slovakiet via Druzjba-rørledningen, så vil vi ikke lade beslutninger, som er vigtige for den ukrainske regering, blive vedtaget, skrev Ungarns udenrigsminister, Péter Szijjártó, søndag på det sociale medie X.

Ungarn er dybt afhængigt af Ruslands olie og gas, og i de seneste år har premierminister Viktor Orbán opretholdt en tæt kontakt med Rusland på trods af invasionen af Ukraine.

Han har også beskyldt EU for at puste til ilden ved at støtte ukrainernes kamp mod Rusland og har ofte modsat sig EU-initiativer om at støtte Ukraine.

Mandagens melding om, at Ukraine skal have ramt oliepumpestationen, er kommet dagen inden, at landets krig mod Rusland går ind i sit femte år.

Når det handler om at finde en afslutning på krigen, har USA's præsident, Donald Trump, i månedsvis forsøgt at presse Ukraine til at give indrømmelser til Rusland og indgå en fredsaftale.

Men Ukraine har hidtil afvist enhver aftale, der måtte indebære afgivelse af landområder til Rusland.

/ritzau/

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//havenergi/artikel/ukraine-vi-har-ramt-russisk-olieanlaeg-paa-vigtig-roerledning

GDPR