
Ukraine havde ikke noget at gøre med sprængningen af russiske gasledninger i Østersøen i september 2022. Det siger Mykhailo Podolyak. Han er rådgiver for Ukraines præsident. I stedet peger han på Rusland som den skyldige.
Flere europæiske medier skrev onsdag, at en 44-årig ukrainsk dykker og to andre personer mistænkes for at stå bag.
- Sådan en handling kan kun udføres med omfattende tekniske og finansielle ressourcer. Og hvem rådede over det ved bombningen? Kun Rusland, siger Podolyak.
- Ukraine har ikke noget at gøre med Nord Stream-eksplosionerne, fastslår han.
Sprængningerne af gasledningerne Nord Stream 1 og Nord Stream 2 skete i Bornholms nærområde. Inden Ruslands invasion i Ukraine i 2022 blev der leveret store mængder russisk gas til Tyskland og andre lande i Europa gennem gasledningerne.
Medie: Zelenskyj trak støtte til planer
Det var den svenske avis Expressen og de tyske aviser Süddeutsche Zeitung og Die Zeit samt tv-kanalen ARD, der onsdag kunne melde, at en domstol i den tyske by Karlsruhe har udstedt en europæisk arrestordre. Det skete i juni.
Ifølge de fire mediers oplysninger har den føderale anklager i Tyskland identificeret i alt tre mistænkte i sagen. Her er den 44-årige ukrainske dykker en af dem.
Der skal være tale om en mand, Volodymyr Zhuralov, som er bosat med sin familie i en forstad til den polske hovedstad, Warszawa. Han er dog ifølge Expressens oplysninger gået under jorden.
Avisen Wall Street Journal skriver, at dets kilder bekræfter, at Ukraine stod bag sabotagen mod gasledningerne. Her hedder det videre, at præsident Volodymyr Zelenskyj godkendte sprængningerne. Men at han siden trak godkendelsen tilbage efter pres fra CIA i USA. Den daværende forsvarschef i Ukraine gik videre med planen ifølge kilderne.
/ritzau/Reuters
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.