
- Vi har ventet på dette. Gud velsigne det, det vil virke. Det her er meget vigtigt.
Det sagde Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, da han torsdag ankom til Bruxelles som gæst ved et EU-topmøde.
Både USA og EU har indført sanktioner, der er rettet mod Ruslands helt store akilleshæl - indtægterne fra olie og gas.
Det er første gang, at præsident Donald Trumps administration har indført sanktioner mod Rusland. Det vil ramme pengestrømmen ind i "Kremls krigsmaskine", sagde USA's finansminister, Scott Bessent.
Trump strammer grebet om Moskva
Trump har gennem noget tid tilsyneladende mistet tålmodigheden med sin russiske modpart, Vladimir Putin.
- Hver gang, jeg taler med Vladimir, har jeg gode samtaler. Men de kommer ingen vegne, sagde Trump sent onsdag aften dansk tid ved et møde med Natos generalsekretær, Mark Rutte.
Trump tilføjede, at han håber, at de "enorme" sanktioner, han nu har indført, vil være kortvarige, og at "krigen vil slutte". De nye sanktioner fra USA rammer de to store russiske olieselskaber Rosneft og Lukoil. Og det er noget, der kan få en betydning, siger iagttagere.
- Det er et meget betydeligt skridt, fordi det er første gang, at Trump-administrationen bruger sanktioner. Og det rammer Rusland, hvor det er mest sårbart, nemlig på olieindtægterne, sagde Michael Carpenter, som var præsident Joe Bidens øverste rådgiver i spørgsmål om Rusland og Europa, til Washington Post.
Andre peger på, at der også er behov for sekundære sanktioner mod de lande, der handler olie og gas med Rusland.
- Disse sanktioner er et stort skridt. Men de er nødt til enten at bruge - eller aktivt true med at bruge - sekundære sanktioner mod tredjelande, sagde Daniel Tannebaum, partner i konsulentfirmaet Oliver Wyman og tilknyttet tænketanken Atlantic Council, til avisen New York Times.
Letlands udenrigsminister, Baiba Braze, roser USA's sanktioner, der er rettet mod to store spillere i Ruslands oliesektor.
- Dette skridt betyder noget, og det gør selvfølgelig koordineringen med europæiske allierede også, siger Braze.
Også EU meddelte onsdag, at der nu indføres flere sanktioner mod Rusland.
Rusland afviser problemer
Det russiske udenrigsministerium hævder dog, at de nye sanktioner ikke vil skabe problemer.
- Vores land har udviklet en stærk immunitet over for vestlige restriktioner, sagde ministeriets talskvinde, Maria Zakharova, torsdag ifølge det statslige nyhedsbureau Tass.
Ruslands ekspræsident Dmitrij Medvedev, der er næstformand i Ruslands nationale sikkerhedsråd, mener derimod, at USA er på "krigsstien".
- De beslutninger, der er truffet, er en krigshandling mod Rusland. Og nu har Trump lagt sig helt på linje med tossede Europa, meddeler han ifølge nyhedsbureauet dpa.
Fra EU-topmødet i Bruxelles understreger Zelenskyj, at det er vigtigt at bevare presset på Putin.
- Pres betyder sanktionspakker, langtrækkende luftforsvar og selvfølgelig økonomisk støtte, siger den ukrainske præsident.
- Rusland viser ikke tegn på, at de vil stoppe krigen. De angriber vores skoler og børnehaver. Vi skal øge presset på Putin for at stoppe krigen, understreger han.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.