DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Alex Vanopslagh (LA) erkender, at Danmark har en styrkeposition inden for sol- og vindenergi. Alligevel vil man skifte fokus mod kernekraft. (Arkivfoto). - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

LA vil skrotte havvindsudbud og bruge millarder på atomkraftværker: Peger på to mulige lokationer

Ved at droppe havvindsudbud til 55 milliarder kroner vil LA finansiere to nye atomkraftværker i Danmark.
20. OKT 2025 13.06
Energi
Politik

Liberal Alliance vil skrotte det kommende havvindsudbud til 55,2 milliarder kroner og bruge pengene på at opføre flere atomkraftanlæg i Danmark. Det fremgår af et nyt udspil fra partiet, der søger at vise vejen for etablering af kernekraft i Danmark.

- Vi kommer ikke uden om, at det i første omgang kræver statsstøtte at få atomkraft i Danmark, skriver partiet i sit udspil.

Liberal Alliance erkender, at Danmark har en styrkeposition inden for den vedvarende sol- og vindenergi. Men det er ikke tilstrækkeligt med vejrafhængige teknologier, hvis der skal sikres en fast og konsekvent flydende klimaneutral strømproduktion, lyder det.

- Hverken i forhold til forsyningssikkerhed eller den grønne omstilling. Der er brug for ren, rigelig og stabil energi. Der er brug for atomkraft, skriver partileder Alex Vanopslagh på det sociale medie X.

Også selv om et droppet havvindsudbud kan ramme danske virksomheder, siger han opfølgende til Ritzau.

- Helt overordnet set mener vi ikke, at vi skal føre energipolitik ud fra, hvad der kan gavne specifikke danske virksomheder. Men ud fra hvad der er sikkerhedspolitisk og klimamæssigt bedst muligt, siger han.

Har udpeget mulige lokationer

Partiet har allerede udset sig to konkrete steder, hvor man vil opføre atomkraftanlæg. Det ene sted er ved Studstrupsværket i Aarhus, det andet er ved Asnæsværket i Kalundborg.

Konkret forestiller Liberal Alliance sig, at der vil være tale om atomkraftværker med små modulære reaktorer (SMR). Partiet vil opføre mindst én reaktor på 300 MW i hvert kraftværk for hovedsageligt at producere strøm, mens overskudsvarmen skal bruges til fjernvarme i lokalområdet eller procesvarme til industrien.

Atomkraft har længe været pålagt et de facto-forbud i Danmark, som Liberal Alliance vil have ophævet. Danmark har i kraft af forbuddet ingen reel kernekraftproduktion i dag, mens flere andre europæiske lande som Frankrig, Sverige og Finland har store atomkraftværker.

Alligevel vil Liberal Alliance have, at Danmark skal indhente de lande, der har brugt årtier på at opbygge deres sektor.

- Vi vil opbygge atomforskning og en atomindustri i verdensklasse, og vi vil lave et stærkt nordisk samarbejde om atomkraft, skriver Alex Vanopslagh på det sociale medie X.

Opførslen af atomkraftværker er i flere lande blevet væsentligt forsinket. Men det er der en særlig årsag til, som Danmark ikke skal rode sig ud i, mener Alex Vanopslagh.

- Det, der kendetegner landene med store forsinkelser, er, at de vil bygge ”first of a kind”-atomkraftværker, siger han til Ritzau.

Han er i stedet mere inspireret af De Forenede Arabiske Emirater (UAE), som ifølge ham har opbygget kernekraftanlæg på 12 år, fordi de har kopieret sydkoreanske modeller.

Partiet mener derfor, at de kan have de nye værker klar i 2040. Det sker ud fra logikken om, at der i 2027 kan komme en borgerlig regering, og at den kan sikre atomkraftanlæggene 12 år senere.

Opdateret 14:53

/ritzau/
 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//vindkraft/artikel/la-vil-skrotte-havvindsudbud-og-bruge-millarder-paa-atomkraftvaerker-peger-paa-to-mulige-lokationer

GDPR