
USA er verdens næststørste udleder af CO2. Kun overgået af Kina. Derfor er USA's retning på området afgørende for den globale kamp mod klimaforandringer.
Præsident Donald Trump har ikke lagt skjul på, hvad han tænker. Han giver ikke meget for snakken om klimaforandringer.
Trump har trukket USA ud af den globale klimaaftale Parisaftalen fra 2015 og skruet op for USA's udvinding af fossile brændsler, siden han blev præsident i januar. Trump trak også USA ud af Parisaftalen, da han var præsident første gang, men hans efterfølger, demokraten Joe Biden, meldte USA ind i klimakampen igen.
USA's udmelding af Parisaftalen træder dog først i kraft fra næste år. Derfor kan USA i teorien deltage i FN's kommende klimatopmøde, COP30, i november i Belém, Brasilien. Her samles regeringer fra stort set hele verden for at sætte retningen for den globale kamp mod klimaforandringer. Men om USA, som ved tidligere møder har haft en af de tungeste stemmer, deltager denne gang, er foreløbig uvist.
Stor indflydelse uanset fremmøde
Uanset om USA er repræsenteret eller ej, vil det have en stor indflydelse, lyder det fra fagfolk, som Reuters har talt med. Jean Su fra ngo'en Center for Biological Diversity håber, at USA bliver væk.
- Det er ikke produktivt at have Trump-administrationen der, hvis vi er seriøse med at tackle fossile brændsler.
- USA har evnen til at forhale hver en beslutning, der bliver taget ved COP, siger Su til Reuters.
Sidste års topmøde i Baku, Aserbajdsjan, udmøntede sig blandt andet i et nyt mål for klimafinansiering, hvor de rigeste lande skal betale 300 milliarder dollar - 1900 milliarder kroner - om året i 2035 i klimahjælp til udviklingslande. Et mål, der blev bredt kritiseret for at være for lavt.
COP29 i Baku fandt sted, kort efter at Trump havde vundet præsidentvalget. Selv om Trump endnu ikke var præsident, påvirkede det alligevel forhandlingerne, fortalte deltagere til Reuters.
Ifølge Reuters ventes Trumps fremme af den fossile industri at påvirke mødet i Belém.
Kan påvirke andre store udledere
USA's retning kan få andre store udledere som Kina og Indien til også at skrue ned for indsatsen. Det samme kan et muligt fravær af USA ved topmødet.
En mulig forsmag på USA's tilgang til COP30 er, at USA har nægtet at underskrive en erklæring fra Verdensbanken, som gik ud på at genbekræfte sin forpligtelse til at bekæmpe klimaforandringer. Flere konservative grupper opfordrer USA til ikke at deltage ved mødet.
- Ved ikke at sende en delegation til COP30 sender man en besked om, at USA ikke længere vil være offer for det globale klimafup.
- Det sender en besked til det amerikanske folk om, at Trump-administrationen sætter Amerika først, hedder det i et brev fra konservative grupper til USA's energiminister, Chris Wright, og indenrigsminister Doug Burgum.
Steve Milloy repræsenterer Energy & Environment Legal Institute, som er en af grupperne bag brevet.
Han mener ikke, at det giver nogen mening for USA at deltage i COP30. USA kan alligevel ignorere en eventuel aftale
- Der er ingen måde, hvorpå FN kan lande en aftale, som er bindende for USA, siger han.
Energiminister Wright har tidligere sagt, at han ikke ville have noget imod at deltage i COP30, fordi det ville være en platform til at fortælle om de amerikanske holdninger og planer.
Jean Su mener, at Trump-administration kan være en "dødsensfarlig" spiller i forhandlingerne.
- De spiller en endnu mere fatalistisk rolle i forhandlingerne, hvis de deltager, end hvis de ikke gør.
- Konsekvenserne kan være meget alvorlige, hvis administrationen beslutter sig for at tage afsted i år, siger Jean Su.
/ritzau/Reuters
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.