Der er så stor tvivl om grundlaget for en straffesag om store leverancer af brændstof til krigen i Syrien, at de tiltalte selskaber og en direktør vil have Retten i Odense til at bremse op. Retten bør stille spørgsmål til EU-Domstolen, før sagen fortsætter.
Kravet om forelæggelse for domstolen i Luxembourg rejses onsdag af forsvarerne for Dan-Bunkering, Bunker Holding og den administrerende direktør Keld R. Demant.
Selskaberne er under anklage for at have overtrådt en EU-forordning, da der blev solgt 172.000 ton jetbrændstof. Kunden var det russiske militær. Og brændstoffet havnede i Syrien, mener Bagmandspolitiet.
Leverancerne fra havne især på Cypern og i Grækenland blev indledt i efteråret 2015. Netop på det tidspunkt gik det russiske luftvåben ind i borgerkrigen på præsident Assads side.
Retten i Odense har set dokumenter om transporter på tankskibene "Yaz" og "Mukhalatka", som angiveligt sejlede varerne til havnebyen Banias nær den base, som de russiske bombefly anvendte.
Siden 26. oktober er der afgivet en stribe vidneforklaringer, ligesom retten er blevet præsenteret for mails og aflytninger. Men nu bør EU-Domstolen altså på banen, mener forsvarerne, fordi retten har brug for autoritative svar på, hvordan forordning 1323 fra 2014 skal forstås.
Sag kan komme til at ligge stille i måneder
Advokat Jacob Skude Rasmussen siger i retsmødet onsdag, at der er tre principielle spørgsmål, som trænger til en afklaring.
Det første handler om, hvordan man skal forstå forordningens ord om "direkte eller indirekte" leverancer. Det andet skal opklare, om forordningen også omfatter leverancer til det russiske militær.
Og det sidste handler om det, der juridisk kaldes "tilregnelseskravet". Om forordningen retter sig mod både forsætlige og uagtsomme overtrædelser.
Hvis retten går med til en forelæggelse for EU-Domstolen, vil straffesagen formentlig ligge stille i adskillige måneder.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.