
Tysklands største energikoncern, RWE, advarer mod planer fra CDU/CSU og SPD om at bringe gamle kulkraftværker tilbage på elmarkedet for at sænke strømpriserne. De to partier, som forhandler om at danne den kommende tyske regering, ønsker at lade reservekraftværker indgå mere aktivt i prisdannelsen på elmarkedet. Det skriver tyske Spiegel.
– Den tilbagevenden af gamle kraftværker fra reserven er en blindgyde, står der i et internt papir fra RWE, som Spiegel har fået indsigt i.
Hos RWE frygter man, at de aldrende anlæg vil presse moderne løsninger ud af markedet. – Kraftværker, der gennem år er blevet holdt i reserve med statsstøtte, vil fortrænge batterier og fleksible anlæg, som vi netop har brug for i en elproduktion domineret af vedvarende energi, står der i dokumentet.
RWE peger også på, at flere batteriprojekter næppe var blevet sat i gang, hvis man på forhånd havde vidst, at gamle reservekraftværker ville blive genindført i den almindelige markedskonkurrence. – Uden sikkerheden for, at reservekraftværker ikke vender tilbage til markedet, var disse projekter ikke kommet i det omfang, vi ser i dag, står der i papirerne.
Et andet kritikpunkt er, at nye gasanlæg risikerer at blive urentable, hvis gamle værker presser priserne. Det kan få operatørerne til selv at søge over i reserven, hvor staten dækker driften. – Det er en absurd effekt! Det er derfor usandsynligt, at forbrugerne reelt vil opleve en lettelse, står der i det interne notat.
Endelig mener selskabet, at store elforbrugere som industrivirksomheder mister incitament til at sikre sig mod prisspidser gennem langsigtede kontrakter. – Planen beskytter alene dem, der bevidst har fravalgt en sikring og taget risikoen, står der i dokumentet.
RWE investerer selv i batterilagring og ønsker hurtige udbud for nye gasanlæg. Den tidligere økonomiminister Robert Habeck havde fremlagt en strategi, men opnåede ikke flertal i Forbundsdagen. CDU/CSU og SPD vil nu sætte gang i udbuddene, fremgår det af deres fælles energipapir.
Ifølge Bundesnetzagentur er der pt. kraftværker med en samlet kapacitet på 8,6 GW i netreserve og yderligere 1,4 GW i kapacitetsreserve. Det svarer samlet til ca. 11 pct. af den installerede kapacitet i konventionelle kraftværker i Tyskland.
jel
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.