
Et underjordisk gaslagringsanlæg i Ukraine blev søndag ramt i forbindelse med et omfattende russisk missilangreb. Det oplyser det statslige ukrainske gasselskab Naftogaz.
Samtidig lyder det dog, at forbrugernes gasforsyning ikke er blevet påvirket af angrebet. Ifølge den administrerende direktør i Naftogaz, Oleksij Tjernysjov, har man påbegyndt reparationer af anlægget.
- Situationen kommer ikke til at påvirke driften af anlægget, siden gassen er opbevaret langt under jorden, skriver han i et opslag på det sociale medie Facebook.
I forbindelse med søndagens angreb oplyser Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, desuden, at der arbejdes på at genetablere elforsyningen i en række regioner. Særligt i Kharkiv, Ukraines næststørste by, er elnettet blevet påvirket.
Må øge import af energi
Ifølge Ukraines energiministerium har landet på baggrund af Ruslands seneste angreb øget importen af energi og nedskaleret eksporten.
En af Ukraines største energiselskaber, DTEK, oplyste for nylig, at virksomhedens produktion er faldet med 50 pct. Ukrenergo, Ukraines svar på Energinet, har oplyst, at de seneste angreb har forårsaget ødelæggelser for 90 mio. euro - 671 mio. kr.
I sin daglige tale til befolkning søndag oplyste Zelenskyj, at over 200.000 indbyggere i Kharkiv manglede en pålidelig strømforsyning. Derfor har lokale energiselskaber indført begrænsninger på strømforbruget.
I Odesa ved Sortehavet er der desuden blevet indført såkaldte "rolling blackouts", som er, når elselskaberne slukker for strømmen i perioder for at begrænse forbruget.
Størstedelen af Ukraines gaslagre befinder sig i den vestlige del af landet. Ukraine har kapacitet til at opbevare 30 milliarder kubikmeter gas.
/ritzau/Reuters
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.