DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS

OVERBLIK: Stor opgave venter Dan Jørgensen som EU-kommissær

Inden for 100 dage vil ny EU-Kommission fremlægge en "grøn industripagt", der vil medføre store investeringer.  
17. SEP 2024 15.19
Energi
EU
Politik

Dan Jørgensen blev tirsdag af Ursula von der Leyen indstillet til posten som EU-kommissær for energi og boliger. Posten er dog ikke garanteret, før EU-Parlamentet efter høringer af de nye kommissærer samlet set stemmer ja til den nye EU-Kommission.

Indtil da vil Dan Jørgensen og de øvrige nye kommissærer have titlen "Special Advisor" i EU-Kommissionen.

I de kommende uger vil Dan Jørgensen forberede sig til høringerne med hjælp fra Danmarks hidtidige klimaambassadør, Thomas Anker Christensen, der efter den forventede godkendelse vil indgå i Dan Jørgensens kabinet.

Lykkes det at få ja fra EU-Parlamentet, venter der en stor opgave for Dan Jørgensen. Læs kort om nogle af de opgaver, der ligger foran ham herunder:

  • EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, har varslet, at hun inden for den nye EU-Kommissions første 100 dage vil fremlægge en "grøn industripagt". Den skal styrke konkurrenceevnen i Europa, som blandt andet er udfordret af høje energipriser. Det arbejde vil Dan Jørgensen blive en del af.
  • Von der Leyen har også varslet, at hun ønsker at styrke det indre marked for energi. Det skal hjælpe borgere, forbrugere og små- og mellemstore virksomheder med lavere energipriser og færre administrative byrder.
  • Som kommissær for energi bliver Dan Jørgensen også central for den grønne omstilling. Her skal der blandt andet kæmpes for at indfri EU’s klima- og energimål for 2030. Målet er en reduktion på mindst 55 procent i udslippet af drivhusgasser i 2030.
  • Ursula von der Leyen ønsker også at skabe en "ægte energiunion". Det skal ske ved at investere i EU's energiinfrastruktur. Her er EU-landene i dag for dårlige til at dele og udnytte overskydende energi. Også den opgave vil havne på Dan Jørgensens bord.
  • Energi vil også stå centralt i EU's indsats i Ukraine. Her har Rusland målrettet forsøgt at ødelægge Ukraines infrastruktur for at skabe mangel på blandt andet strøm. Det ventes både at få betydning for genopbygningen og for udvidelsesforhandlingerne med Ukraine.
  • EU ventes desuden næste år at præsentere globale klima- og energivisioner på klimatopmødet COP30. Her vil Dan Jørgensen formentlig blive en del af arbejdet med at sikre en central rolle for EU i den globale energipolitik.
  • Energi er samtidig et af de mest investeringstunge områder for EU-Kommissionen. I 2024 forventes EU samlet set at investere cirka 330 milliarder euro i rene energiteknologier. Det svarer til omkring 2458 milliarder kroner.
  • Til sammenligning forventes Kina at investere omkring 4550 milliarder kroner, mens USA forventes at investere omkring 2000 milliarder kroner.
  • Forventningen er, at høringerne af de nye EU-kommissærer vil foregå i oktober og måske november, så den nye EU-Kommission kan træde til enten 1. november eller 1. december.


/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//solenergi/artikel/overblik-stor-opgave-venter-dan-joergensen-som-eu-kommissaer

GDPR