
Der er mange journalister, der gerne vil have fat i Martin Næsby, efter et bredt flertal mellem regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, SF og Konservative er nået frem til at sætte en slutdato for det danske olieeventyr, d. 31. december 2050.
- Alt godt har en ende, men der er stadig lang tid til 2050, siger Martin Næsby, administrerende dirkektør i Olie Gas Danmark.
Martin Næsby beklager sig ikke over, at den ottende udbudsrunde samtidig aflyses, men i stedet glæder han sig over, at der nu er skabt stabilitet og ro omkring de eksisterende og fremtidige olie- og gasaktiviteteter i Nordsøen.
- Det vigtigste for os er, at man fremadrettet har gode muligheder for at producere olie og gas, og at man kan udnytte den eksisterende infrastruktur i Nordsøen, siger Martin Næsby.
Med aftalen bliver Danmark den hidtil største producent af olie og gas, der sætter en endegyldig slutdato for sin produktion. Det er uvist, hvor meget olie, man med aflysningen af den ottende udbudsrunde siger farvel til.
Forsat muligheder for minirunder
Aftaleparterne forventer, at der vil være en øget interesse for minirunder og interesser i naboblokke til eksisterende felter. Det er derfor langt fra slut med olie- og gasproduktion.
- Meget af det efterforskningspotentiale, der er, ligger tæt på eksisterende platforme. Så det giver rigtig god mening, at man får taget det op, der er derude, når man allerede har infrastukturen. Vi tror på, at vi med aftalen sikrer en effektiv produktion i den kommende periode, siger Martin Næsby.
Slutdatoen kommer dog også som en naturlig udgang og ikke som noget stort slag for branchen.
- Det er jo ikke sådan, at der er nogen, der forventer, at man finder nogen nye kæmpefund. Produktionen fader ud og vil formentlig være slut i midten eller slutningen af 2040'erne. Det man må finde, skal produceres i 30'erne og 40'erne, siger Martin Næsby.
- Mange af de store producenter ser jo sig selv som energiselskaber i dag og er i fuld gang med den grønne omstilling og investeringer i vedvarende energiformer.
CCS giver nyt potentiale
Aftalepartnerne afsætter godt 100 mio. kr. årligt i 2021 og 2022 til undersøgelser og udvikling af CO2-fangst og lagring i Nordsøen, og man håber, at man allerede fra 2025 kan begynde at sende CO2 tilbage i undergrunden.
- Der er rigtig mange spændende perspektiver i det her, siger Martin Næsby.
I fremtiden vil CO2 formentlig kunne lagres i udtømte oliebrønde, men CO2 vil måske også kunne bruges til udvikle nye energiformer i forbindelse med eksempelvis PtX.
- Måske kan CO2 blive en handelsvare i fremtiden. Kun tiden vil vise, hvor stort potentialet kan blive, siger Martin Næsby.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.