DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Borgmester Jon Andersen (V) arbejder på at gøre Frederikshavn Havn til en selvstændig organisation.
Frederikshavns Kommune

Ny retning: Frederikshavn vil udskille gældsramt havn

Frederikshavn forhandler med staten om et montageværft, der kan hjælpe havnen på vej mod udskillelse allerede i 2026.
25. FEB 2026 14.23
Havne
Økonomi

FREDERIKSHAVN: Tilbage i november besluttede Frederikshavn Byråd, at der ikke skulle gøres noget nyt i forhold til Frederikshavn Havn. Men med et nyt byråd er der kommet nye planer i sigte.

Borgmester Jon Andersen (V) fortæller i Nordjyske, at byrådet har sat gang i arbejdet med en ny ejerstrategi for havnen. Planen er, at havnen skal udskilles som en selvstændig organisation, enten som kommunal selvstyrehavn eller i form af et aktieselskab: "Det at drive havn er ikke en kernefunktion for kommunen. Det skal vi have over i en konstruktion, hvor havnen kan servicere sin egen gæld," siger borgmesteren.

Sådan lød det også tilbage i november fra partifællen Jens Borup, efter at det daværende byråd havde stemt for at fortsætte som hidtil med fokus på etablering af going concern for havnen.

- Vi ville hellere have haft, at der blev taget fat på arbejdet med at gøre havnen selvstændig nu og forsøge at få den ud af kommunekassen. Det er jo borgernes skattekroner, sagde han til DK Nyt.

Udskillelse kan ske allerede i 2026

De økonomiske udfordringer med havnen lyder i øjeblikket på et årligt likviditetsmæssigt underskud på 62 mio. kr. Derudover løber renterne op i 38 mio. kr. årligt, afdrag på gælden koster kommunekassen 79 mio. kr. om året, og drifts- og anlægsudgifterne er på 45 mio. kr. Samlet set er det en dårlig forretning, når havnens årlige indtægt er på ca. 100 mio. kr.

På grund af gælden i havnen ligger Frederikshavn Kommune højt på listen over de kommuner, der har mest langfristet gæld pr. borger. I 2024 lød gælden på 37.868 kr. pr. borger, mens den i 2023 var på 13.221 kr.

Ifølge Jon Andersen er ambitionen, at havnens selskabsform kan ændres fra 2027, men det er også muligt, at det kan ske allerede i år. Kommunen er nemlig i øjeblikket midt i forhandlinger med staten om et montageværft i Frederikshavn, som skal være den statslige samlefacilitet til de nye arktiske skibe.

Borgmesterens mål er at lande en 50-årig lejekontrakt med staten om det areal, hvor værftet skal etableres. En sådan lejekontrakt kan hjælpe havnen på vej mod økonomisk balance, og hvis alt går som ønsket, kan det betyde udskillelse af havnen allerede i 2026.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//havenergi/artikel/ny-retning-frederikshavn-vil-udskille-gaeldsramt-havn

GDPR