DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Kort tid efter den amerikanske præsident Donald Trumps indsættelse som præsident hævede han tolden på varer fra en stor række lande. (Arkivfoto).
Evelyn Hockstein/Reuters

Amerikansk højesteret: Trumps straftold er ikke lovlig

Ifølge højesteret overskred Trump sine beføjelser, da han indførte en lang række forhøjede globale toldsatser.
21. FEB 2026 12.49
Internationalt
Økonomi

Den amerikanske præsident, Donald Trumps, straftold er ikke lovlig. Det fastslår USA's højesteret fredag, skriver Reuters. Ifølge højesteretten overskred Trump sine beføjelser, da han indførte en lang række forhøjede toldsatser.

Trump indførte straftolden ved brug af loven International Emergency Economic Powers (IEEPA). Loven er lavet til nationale nødsituationer, men ifølge landets højesteret giver den ikke præsidenten bemyndigelse til at indføre forhøjede toldsatser.

Ifølge USA's forfatning er det Kongressen - og ikke præsidenten - der har beføjelse til at pålægge told og regulere USA's handel med udlandet.

Flere amerikanske virksomheder og delstater har anlagt sag mod USA's administration, fordi de mener, at præsident Donald Trump har overskredet sine beføjelser ved at indføre forhøjet told på varer fra udlandet.

Spørgsmålet om, hvorvidt præsidenten har juridisk grundlag for sin toldpolitik, har nået USA's Højesteret, efter at flere lavere rangerende domstole har givet sagsøgerne medhold i deres anklager.

Ifølge Reuters er Trump den første præsident, der har brugt IEEPA til toldsatser. Historisk har loven været brugt til at indføre sanktioner mod fjender eller indefryse disses aktiver.

Det var tilbage i februar 2025, kort tid efter Trumps indsættelse som præsident, at Trump i første omgang hævede tolden på varer fra Kina, Canada og Mexico.

Siden lød det så fra Trump, at der skulle told på varer fra endnu flere lande - heriblandt EU-landene. Den told har han omtalt som en gengældelse for handelsbarrierer.

Dansk Industris medarbejder i Washington, seniorchefkonsulent Peter Bay Kirkegaard, kalder afgørelsen en lettelse for dansk erhvervsliv, men understreger, at danske virksomheder endnu ikke kan ånde lettet op.

- Der er fortsat mange ubekendte om konsekvenserne, hvad afgørelsen konkret kommer til at betyde for de eksisterende toldsatser. Også spørgsmål om, hvorvidt tidligere opkrævet told skal tilbagebetales, er lige nu uklart, siger han i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Seniorchefkonsulenten påpeger desuden, at Trump-administrationen tidligere har varslet, at den har andre juridiske muligheder for at indføre toldsatser.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//havenergi/artikel/amerikansk-hoejesteret-trumps-straftold-er-ikke-lovlig

GDPR